Molerområdets fossile insekter
Moleret i den vestlige del af Limfjorden er et stykke unik dansk naturarv og en verdenskendt kilde til fossiler fra perioden umiddelbart efter den sidste store masseuddøen, der bl.a. udryddede dinosaurerne. Faktisk er moleret med sine ca. 20.000 kendte insektfossiler den vigtigste kilde til insektfossiler fra perioden og dermed af uvurderlig betydning for vores forståelse af, hvordan denne store masseuddøen påvirkede insekternes evolution. Indtil for ca. 10 år siden troede man faktisk ikke, at denne begivenhed havde påvirket insekterne synderligt, men nu ved vi, at mange overordnede grupper enten uddøde ligesom havkrybdyrene og ammoniterne, eller blev voldsomt reduceret i artsdiversitet, og kun overlevede som mindre grupper lige som dinosaurerne (der jo overlevede som fugle). Desværre findes der ikke nogen samlet tilgængelig oversigt over insektfossilerne, ligesom mange ikke er sikkert bestemt til gruppe.
Naturhistorisk Museum Aarhus, Fossil- og Molermuseet og Fur Museum vil derfor over de næste tre år undersøge museernes samlinger af insektfossiler fra moleret (i fagsproget kaldet Fur Formationen) for dels at bestemme dem så nøjagtigt som muligt, og dels at beskrive nye ukendte arter af guldsmede, græshopper, ørentvister, netvinger, vårfluer og sommerfugle. Resultaterne vil give det mest nøjagtige billede til dato af insektfaunaen for 56-54 millioner år siden og føje uvurderlig, ny viden til vores forståelse af insekterne evolution. Da de relevante lag rent faktisk består af to nært knyttede, men adskilte enheder, nemlig Stolleklint Leret (ca. 55,7-55,5 millioner år gammel) og Fur Formationen (ca. 55-54 millioner år gammel), der blev dannet i hhv. tropisk og subtropisk klima, giver det store materiale os samtidigt mulighed for at sammenligne insektfaunaerne i to økologisk forskellige miljøer.
Efter planen skal projektet ende med en udstilling om molerets unikke insektfossiler. Projektet starter d. 1/9 2019 og løber over tre år. Det ledes af seniorforsker Thomas J. Simonsen fra Naturhistorisk Museum i nært samarbejde med museumsinspektør Jan A. Rasmussen fra Museum Mors, museumsinspektør René Lyng Sylvestersen fra Fur Museum og forskningschef Kent Olsen fra Naturhistorisk Museum.
Projektet er økonomisk støttet af 15. Juni Fonden, Augustinus Fonden og Kulturministeriets Forskningsudvalg.
Fur Museum
Nederby 28, 7884 Fur