Hver fredag morgen mødes en større gruppe erhvervsfolk i Thy Huset i Thisted. Formålet er at hjælpe hinanden med at skabe øget forretning. Sidste år satte netværket rekord med over 20 mio. kr. i omsætning.
’De fleste ved godt, at netværk er vigtigt for ens forretning’, begynder Leo Hundal fra ACN SIKRING. Han er p.t. teamleder for netværket – en funktion som går på skift blandt de 27 forretningspartnerne i teamet. ’Men i BNI kan vi direkte måle på, hvor meget den enkelte har fået ud af sit medlemskab – og hvor meget vi til sammen har skabt via netværket’.
Han understreger, at 2019 var lidt specielt, idet der kom en enkelt meget stor ordre, som tegnede sig for omkring halvdelen af omsætningen. ’Normalt’ ligger den årlige omsætning på godt 10 mio.
BNI er et internationalt forretningsnetværk, som har netværksteams flere steder i Danmark. Et af dem er Thisted:
’Vi åbner dørene for interesserede den 13. marts og udsender i den forbindelse invitationer til en række lokale virksomheder. Men får man ikke en invitation og ønsker man at deltage, så er man velkommen til at kontakte mig eller en af de andre i teamledelsen’, oplyser Leo Hundal.
Han forklarer videre, at der serveres en lækker morgenbuffet, og at det derfor er nødvendigt med tilmelding. Leo Hundals og øvrige forretningspartneres kontaktinformation kan findes på BNI Thisteds hjemmeside.
Foto: Bertel Bolt