Vejdirektoratet går allerede nu i gang med at vurdere konsekvenserne for miljøet ved en udvidelse af rute 34/26 fra Skive Nord til Haderup, som længe har været et ønske hos Skive Kommune
Skive Kommune har gennem flere år arbejdet for en udvidelse af rute 34/26 fra Skive Nord til Haderup. Målet har blandt andet været at styrke infrastrukturen med en opgradering af strækningen til en 2+1 vej.
Vejdirektoratet oplyser, at de nu går i gang med en miljøkonsekvensvurdering (MKV) af udbygningen af ruten, hvilket er tidligere end forventet. En MKV svarer til en VVM-undersøgelse.
MKV-projektet omfatter mere specifikt en opgradering af den eksisterende strækning på cirka 15 km fra Haderup til Skive S (Rute 34) til 2+1 spor, kombineret med en forlægning af cirka 5 km af Rute 26 vest om Skive til 2+1 spor.
– En udvidelse af rute 34/26 er en høj politisk prioritet for os, da det vil skabe en bedre infrastruktur, blandt andet for de forholdsvis mange lastbiler, der kører på strækningen. Vi er derfor meget tilfredse med, at Vejdirektoratet allerede nu begynder på en miljøkonsekvensvurdering af strækningen, siger Borgmester i Skive Kommune, Peder Chr. Kirkegaard (V).
I MKV’en afdækkes vejtekniske, trafikale, landskabs-, miljø- og naturmæssige, samt økonomiske og ejendomsmæssige effekter ved projektet.
Ny vej vest om Skive
I juni 2021 indgik Regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance, Alternativet og Kristendemokraterne en aftale om Infrastrukturplan 2035, og i den forbindelse var parterne enige om at gennemføre nye investeringer og initiativer i en fuldt finansieret investeringsplan på transportområdet for perioden 2022-2035.
Det fremgår af aftalen, at der skal laves en MKV for en udvidelse af rute 34 og 26 mellem Skive N. og Haderup. Der er afsat 15 mio. kroner til at gennemføre undersøgelsen, som skal strække sig frem til midten af 2024. Skive-borgmesteren ærgrer sig dog over den langstrakte proces.
Anlægsprojektet forventes at koste 1.144 mio. kroner med en opstart i 2031-2035.
- Jeg havde håbet på en kortere tidshorisont for undersøgelsen, og det vil vi naturligvis påpege over for Vejdirektoratet, da vi har behov for, at rute 34/26 udbygges nu. Vi er selvfølgelig med i planlægningsgruppen for MKV-undersøgelsen, og vi ser frem til at komme i gang, siger Peder Chr. Kirkegaard.
I 2012 lavede Vejdirektoratet en forundersøgelse af mulighederne for at udbygge strækningen, og MKV’en tager udgangspunkt i forslag fra denne forundersøgelse, hvor rute 34/26 udbygges til en 2+1 sporet vej.
I kombination til udvidelsen af den eksisterende strækning (rute 34) mellem Skive Syd og Haderup lægger forundersøgelsen op til etablering af en ny strækning med 2+1 spor på cirka fem kilometer vest om Skive til Skive N. Forløbet for den nye vej lægges fast i løbet af MKV’en, herunder med inddragelse af offentligheden og kommunen mv.
Som led i MKV’en vil man også se nærmere på mulighederne for et etablere cykelstiforbindelse på strækningen.