fotos, erindringer og ting fra besættelsestiden til en jubilæumsudstilling på Skive Museum
Har du din bedstemors hjemmesyede dåbskjole af faldskærmsstof liggende nederst i kommodeskuffen? Et gammelt mørklægningsgardin hengemt på loftet sammen med et par pakker erstatningskaffe? Måske et Dannebrogsflag brugt under de glade befrielsesdage forsigtigt lagt ned i en æske? Eller måske har du noget helt andet liggende i gemmerne fra besættelsestiden. I så fald vil Museum Salling gerne i kontakt med dig.
Den 18. april åbner Skive Museum særudstilling i anledning af 75-året for Danmarks befrielse, og i den anledning efterlyser museet ting, erindringer og fotos, der kan fortælle om besættelsestiden på Skiveegnen.
Udstillingen fortæller bl.a., hvordan folk på Skiveegnen oplevede hverdagen med varemangel og rationering, men den beretter også om de modstandsfolk, der satte deres liv på spil i kampen mod den tyske værnemagt.
Vi efterlyser derfor både fotos, fortællinger og ting, der viser hverdagen på Skiveegnen under besættelsen, om den tyske værnemagts tilstedeværelse samt om den modstand, der blev ydet her på egnen.
Onsdag d. 26. februar og onsdag d. 4. marts kl. 13-17 har byarkivar Kristian Buhl Thomsen og museumsinspektør Anne Birgitte Jessen kaffe på kanden på Skive Byarkiv og er klar til at indsamle fotos, fortælleringer og ting, der knytter sig til besættelsen på Skiveegnen. Adressen er Skive Byarkiv, Skive Museum, Havnevej 14, 7800 Skive. Alle er velkomne.
Yderligere information fås ved kontakt til museumsinspektør Anne Birgitte Jessen, tlf. 30261642