Alle børn på Skive-egnen får mulighed for at have en herlig dag i ”Hop og Rul Legeland” – samtidig med, at de støtter de uskyldige ofre for de gruopvækkende krigshandlinger i Ukraine.
Det sker søndag den 20. marts fra klokken 10 til 16 i KulturCenterSkive, og børn og forældre støtter den gode sag ved at fylde Interfjord Arena i kulturentret med aktiviteter i ”Hop og Rul Legeland”.
Bag arrangementet står Skive Handel og KulturCenter Skive i samarbejde.
Mange børn vil genkende ”Hop og Rul Legeland” for Danmarks største hoppeborg, den kæmpestore rutschebane, den 14 meter lange forhindringsbane, flere mindre hoppeborge, oppustelige klatre-pyramider og dagen byder også på et gensyn med Den populære Super Jumper. Den prøvede børnene kræfter med Rådhustovet med i vinterferien.
I det hele taget vil “Hop og Rul Legeland” byde på genkendelsens glæde for mange børn, der – bortset fra to corona-år – har hygget sig og brugt hele kroppen på en herlig dag i KulturCenter Skive.
Forældrene, derimod vil erindre efterfølgende glade og ivrigt fortællende, men også trætte børn.
Der vil være brugerbetaling på 60 kroner pr. person til den aktive og latterfremkaldende dag i KulturCenter Skive, og heraf går en betragtelig del til Ukraine.
Mange virksomheder på Skive-egnen plejer at købe billetter til sine ansatte og deres børn, og det kan de nu gøre igen – med den ”sidegevinst”, at de samtidig støtter Ukraine.