Mød brødrene Johan og Mattias, som med efternavnet Kolstrup begge har skabt sig internationale karrierer som musikere. De har deres rødder i Skive, og vender tilbage til hjembyen d. 20. maj for at diskutere ”Et Danmark i Balance” på Skivemødet 2022 – særligt hvordan mødet med andre kulturer kan åbne øjnene for ubalance og skævheder.
Med et ”pling” plopper en notifikation op på skærmen, og forkynder at ”Johan” venter på at blive lukket ind i onlinemødet. Lidt efter dukker ”Mattias” også op, og interviewet med brødrene Kolstrup – Skivedrenge og musikalske verdensmænd – er i gang. Vi er dog helt nede på jorden hér. Håret er langt, og dresscoden er hvid strik. Det husker jeg lige, hvis det skulle være en anden gang.
Johan og Mattias er begge musikere med en lang liste af karrierespring på CV’et. Johan debuterede i 2011 med albummet ’Prey vs. Predator’. Mattias mødte vi som ganske ung, da han som folkeskoleelev slog igennem med rockgruppen Dúné, sammen med barndomsvennerne fra Skive. Vi sidder skærm mod skærm for at tale om balance, og Johan lægger ud med at fortælle om sin tid i newyorker-bydelen Bronx, hvor hans debutplade kom til verden.
”Når vi snakker om balance, tænker jeg mest på de kontraster, jeg blev mødt med, i min dagligdag og som musiker. Det var enten ekstrem rigdom eller fattigdom. Privat limousine, eller en rusten bus med knivmærker i sæderne”, fortæller han. Men den sociale skævhed begrænsede sig ifølge Johan Kolstrup ikke til indkomst. Særligt den fattige del af befolkningen overraskede ved at være meget opsøgende, nysgerrige og taknemmelige.
”Herhjemme vil vi helst ikke for meget i kontakt med hinanden, når vi er ude at handle for eksempel. Men standser du på gaden i The Bronx, kommer folk og spørger, hvad du er for én. Noget andet er taknemmeligheden, for folk fra USA har det med at spørge, hvad de kan gøre for deres land – uanset hvor fattige, de er. Tendensen i Danmark er helt omvendt, for hér vil vi vide, hvad vores land kan gøre for os. Har vi et problem, forventer vi at staten eller kommunen tager sig af det. Det gav mig nogle perspektiver på det danske samfund, hvor vi tager en masse ting for givet.”, siger han.
Mattias tilføjer, at folk fra andre lande som regel har den samme oplevelse af skævhed hos os danskere. Forventningerne til orden kan for eksempel være vidt forskellige, især når den danske kultur møder den japanske eller tyske. ”I Danmark er vi foreningsbaserede og frivilligt orienteret. Det fik engang min udenlandske manager til at fare op over for en backstage-medarbejder, fordi der ikke var præcis de ting til rådighed, han havde skrevet på listen. Det var da lidt synd for Ulla, som var der af interesse, og virkelig havde forsøgt at gøre det hyggeligt i den børnehave, som var inddraget til backstage. Der måtte vi lige forklare ham, at man ikke råber og skriger for at få sin vilje i vores kultur”, fortæller han, mens Johan med et grin tilføjer, at vi godt kan irettesætte hinanden herhjemme – men vi skal kunne spise kage sammen bagefter.
Mød brødrene Johan og Mattias Kolstrup på Strandtangen i Skive d. 20. maj kl. 12:15-12:45, hvor de sammen med TV-vært Christian Degn vil diskutere mødet med den store verden, og balancen mellem kulturer.
Programtekst
Johan og Mattias Kolstrup er brødre og opvokset i Skive. Begge har dyrket musikken hele deres liv, og har skabt sig internationale karrierer som musikere. Johan debuterede i 2011 med albummet ’Prey vs. Predator’. Mattias mødte vi som ganske ung, da han og barndomsvennerne slog igennem med rockgruppen Dúné. De deltager på Skivemødet for at diskutere ”Et Danmark i Balance”- særligt hvordan mødet med andre kulturer kan åbne øjnene for ubalance og skævheder. Brødrene fortæller om deres oplevelser som mennesker og musikere i den store verden, og vi skal bl.a. høre om mødet med store klasseforskelle fra newyorker-bydelen Bronx, og forholdet til fremmede. Forventningen om at få, mere end at give – og nysgerrigheden over for noget nyt. Vi skal høre om forholdet til orden, og måden vi kommunikerer med hinanden på – og meget mere. Mød brødrene Kolstrup på Strandtangen i Skive d. 20. maj kl. 12:15-12:45.
Uddrag
”Folk fra USA har det med at spørge, hvad de kan gøre for deres land – uanset hvor fattige, de er. Tendensen i Danmark er helt omvendt, for hér vil vi vide, hvad vores land kan gøre for os. Har vi et problem, forventer vi at staten eller kommunen tager sig af det”.
– Johan Kolstrup
”I Danmark er vi foreningsbaserede og frivilligt orienteret. Det fik engang min udenlandske manager til at fare op over for en backstage-medarbejder, fordi der ikke var præcis de ting til rådighed, han havde skrevet på listen. Der måtte vi lige forklare ham, at man ikke råber og skriger for at få sin vilje i vores kultur”.
– Mattias Kolstrup
Faktabokse
– Johan Kolstrup
– 37 år og opvokset på Violvej i Skive
– Debuterede i 2011 med duoen Cat Caught Lark og albummet Prey vs. Predator
– Har boet i New York, og turneret i bl.a. Danmark, USA og Tyskland
– Udgav i 2021 sit første dansksprogede album, Frk. Andersen & motorcykelracet
– Mattias Kolstrup
– 33 år og også opvokset i Skive
– Dannede som blot 12-årig rockgruppen Dúné, der albumdebuterede i 2007
– Har boet i Berlin, og turneret i bl.a. Europa, Japan, Rusland og USA
– Lancerede i 2020 sit soloprojekt Mattias Kolstrup & Liberty