Årets udgave af Skivebogen – den 111. i rækken siden 1909 – er klar med syv lokalhistoriske fortællinger, som spænder fra 3000 år før Kristi og frem til nutiden med vægt på to historiske jubilæer. Publikationen på 116 sider udgives af Historisk Samfund og kan købes i byens boghandler og på Skive Museum.
Med meddelelsen i oktober om, at en af Skives ældste nulevende virksomheder, Schades Papir, fra årsskiftet lukkes af sin tyske ejer, blev papirfabrikkens mere end 100 år gamle historie pludselig særdeles aktuel.
Uden på forhånd at kende til planerne om at lukke virksomheden på Øster Fælledvej, er forhenværende historielektor og formand for Historisk Samfund, Johan Nielsen, dykket ned i arkivalierne om virksomheden, der omkring år 1900 blev grundlagt af Frederik Schade – far til forfatteren Jens August Schade.
Schade, der var udlært som kommis hos købmand Jens Just i Frederiksgade, flyttede i 1900 sin virksomhed fra fødeøen Mors til Asylgade i Skive, for i 1912 at overtage de bygninger i Frederiksdal Allé 7, som lidt misvisende kaldes for Tambohus.
Historien om Schades blev Johan Nielsen inspireret til at skrive, fordi 88-årige Ebba Lützow Bruun, levende og skarpt fortæller om sine barndomsår i Skive i trediverne og fyrrerne, som datter af Elisius Jensen, der blev ansat på Schades Papir i 1938 for at avancere til direktør i 1952 sammen med Peter Dahl.
Hendes erindringer rummer også besættelsen, en vanskelig dagligdag under krigen og befrielsen, som i år har 75-års dag. Det var voldsomme begivenheder, som gjorde et stort indtryk på Ebba Lützow Bruun.
Hun oplevede således, at tyskerne i begyndelsen af krigen en tidlig morgen bankede på døren til hjemmet i Frederiksdal Allé, fordi de forvekslede hendes far med en anden, Jensen: Anton Jensen, der senere blev kendt som Toldstrup.
Tyskerne fik senere på morgenen fat i Toldstrup, som boede i den anden ende af Frederiksdal Allé, men de løslod ham hurtigt igen uden at vide, hvor fremtrædende en plads han havde i modstandsbevægelsen som leder af våbennedkastningerne i det jyske.
1920 er også jubilæumsår for Sønderjyllands genforening med Danmark i kølvandet på fredsslutningen efter første verdenskrig.
Det blev i sin tid fejret over hele landet. Her på egnen blev der rejst fire mindesten for genforeningen – i parken ved Krabbesholm Højskole, ved Otting Kirke, på en kæmpehøj i Rødding og på Durupvej i Glyngøre. Men på mystisk vis er det i dag kun muligt at aflægge besøg ved tre af dem.
Skivebogens redaktør, journalist Henning Just, skriver historien om de tre eksisterende sten – og den fjerde forsvundne sten, der i 1920 blev rejst i Glyngøre.
Stenene blev rejst i en tid, hvor heste og mennesker var de eneste til at trække læsset, så det var nogle møjsommelige og mandskabskrævende projekter, som datidens lokale ildsjæle gav sig i kast med.
I Glyngøre er stenen bare forsvundet – uden at det er lykkedes for lokalarkivet i Sallingsund at finde ud af, hvor den er blevet af.
Lederen af lokalarkivet, Aksel Østergaard, fortæller, at man forgæves har efterlyst folk, der kender noget til stenens skæbne.
“Nu afdøde Kristian Barber, der var leder af lokalarkivet, havde en teori om, at stenen er blevet brugt som fundament eller trappe – med bagsiden nedad. Men vi aner ikke, om det er rigtigt,” siger Aksel Østergaard.
Det eneste, der dokumenterer, at stenen har eksisteret, er et foto fra 1927, hvor en gruppe lokale gymnaster poserer foran genforeningsstenen i Glyngøre.
Henning Just har også interviewet 81-årige Eli Fredskilde, der bor i Skive og i mange år var ansat i den daværende Spøttrup Kommune. Hun er datter af Johanne Braren, der var den lille pige, som kong Christian den Tiende løftede op på sin hvide hest, da han den 9. juli 1920, symbolsk red over den gamle grænse ved Kongeåen.
“Det var ikke noget, som min mor snakkede om medmindre hun direkte blev spurgt. Men selvfølgelig er det da en begivenhed, der har fyldt i vores familiehistorie,” siger Eli Fredskilde.
Inspireret af den megen debat om Bette Jenses Hyw og den såkaldte gelænderbande på Fur fortæller lederen af Skive Museums arkæologiske afdeling, Inge Kjær Kristensen, om de cirka 700 fredede gravhøje på egnen. En storstilet indsats for 150 år siden sikrede, at højene ikke bare blev pløjet ned eller ribbet for værdier.
Hun afslører også, at Bette Jenses Hyw er en rigtig gravhøj og ikke – som det har været fremme i debatten – en tilfældig dynge jord.
Heinrich Hildebrandt-Nielsen, der i 45 år var organist ved Skives kirker og i begyndelsen af det nye år runder de 90, beretter om sit lange liv i musikkens tjeneste fra barneårene i København, over flytningen til Skive i 1956 til de mange år som organist og Kirkeministeriets orgelkonsulent.
Det fortæller han til Niels Martin Lasthein, der selv er organist og som i 1980´erne var ansat som lærer på Krabbesholm Højskole under Kristian Schultz Petersen.
Kirkehistorikeren Carsten Bach-Nielsen fortæller om et krucifiks, som i 1836 blev hængt op i Åsted Kirke i anledning af 300-året for reformationen. Krucifikset forsvandt, da kirken og altertavlen blev restaureret sidst i 1940´erne.
Og sidste år blev det så fundet igen på et skab pakket ind i brunt papir.
Billedtekster:
Snart er mere end 100 års virksomhedshistorie med Schades Papir forbi i Skive. Til årsskiftet flyttes produktionen til Tyskland.
Mindestenen her blev afsløret i september 1920 i haven til Krabbesholm Højskole. Formanden for den komité, der stod bag mindestenen, redaktør Carl Hansen på Skive Folkeblad, appellerede deltagerne til at bidrage økonomisk, for der manglede på det tidspunkt fortsat 200 kroner for at finansiere projektet.
Eli Fredskildes mor, Johanne Braren, var den lille pige på Christian den Tiendes hvide hest ved genforeningen i 1920.
Den oprindelige Bette Jenses Hyw forsvandt i 1962 i forbindelse med molergravningen. Men navnet fulgte med til den ny højst beliggende af de oprindeligt tre høje, der tilsammen bærer navnet Stendalhøje.