Glyngøre Kulturstation åbner sæsonen den 9. april med påskeudstillingen ”The Golden Bough” af Ingrid Houen fra Skive. Udstillingen indeholder serier af malerier og collager og handler om myter og ritualer vedrørende korn.
Titlen ”The Golden Bough” er en reference fra bogen af samme navn skrevet af J.G. Frazer. Bogen har undertitlen ”A Study in Magic and Religion”.
”The Golden Bough” – den gyldne gren – er livets træ og frugtbarhed og er forbindelsesleddet mellem denne verden og den kommende, en magisk tryllestav.
Ingrid Houen udtaler om sig selv: ”Jeg er født i Vendsyssel, hvor jeg voksede op i et trygt hjem. Min interesse for kunst, etnografi, myter og sagn manifesterede sig tidligt i mit liv. Efter læreruddannelsen i sprog og billedkunst m.m. rejste jeg til Afrika, hvor jeg arbejdede i 4 år. Skabende processer er forvandlingsprocesser i billedet og en selv. Mit mål som kunstner er at give betragteren glimt af eksistentielle grundvilkår. Det er drivkraften i mit kunstneriske virke. At rejse er vigtigt for mig. Mit liv i Danmark bliver sat i perspektiv – sanserne bliver stimuleret, og skitsebogen bliver fuld. Jeg har deltaget i flere semestre på Aarhus Kunstakademi, og jeg har malet hos Birgit Dahlstrup Jensen i Billedværkstedet Søkilden i Ry. Jeg er uddannet i USA som SoulCollage®Facilitator. SoulCollage er sjælens billeder. Man arbejder med en collageteknik, der fremmer kreativitet og intuition”.
Ingrid Houen har udstillet flere steder bl.a. Skive Bibliotek, Aarhus Kunstakademi, Galleri Boserup og Galleri Glocal Art.
Udstillingen ”The Golden Bough” kan ses på Glyngøre Kulturstation fra søndag den 9. april til og med søndag den 11. juni i museets åbningstider. Der er fernisering på udstillingen søndag den 9. april kl. 15.00.