Som led i et todages besøg i Aarhus, var Energisafari.dk vært ved et arbejdsmøde, ønsket af den tyske minister, Johannes Remmel, med fokus på energiplanlægning og borgerinvolvering
En tysk delegation, bestående af ministeren for klimabeskyttelse i Tysklands største delstat, Nordrhein-Westphalen (NRW), Johannes Remmel, samt andre tyske embedsmænd, virksomheder og forsyningsselskaber har været på et todages besøg i Aarhus den 3. og 4. november.
Den Danske samhandel med NRW er årligt på over 20 milliarder euro, og delstaten har nu haft to delegationer på besøg i Danmark vedrørende cleantech. Det forventes, at der i 2017 kommer endnu et delegationsbesøg, som går et spadestik dybere i forhold til konkrete projekter og samhandel.
Vigtige emner for ministeren
Energisafari.dk var vært for et arbejdsmøde, der også involverede fem midtjyske kommuner, som hver fremlagde cases med erfaringer fra energiplanlægning og borgerinvolvering. Begge emner optager ministeren meget, da de begge er vigtige i forhold til processen med grøn omstilling.
Især borgerinvolvering er et betydningsfuldt punkt, da den danske model kan være med til at fremme processen i implementeringen af nye energiprojekter.
Danske erfaringer er interessante
Energisafari.dk er specialister i at tilrettelægge specialiserede fagture for udenlandske delegationer med fokus på grøn omstilling og energiteknologier.
Energisafari.dk ser en stigende interesse for dansk energiteknologi, især fra det tyske marked, da Tyskland står over for den udfordring, at de skal udfase atomkraft og effektivisere det eksisterende fjernvarmenet.
”Derfor er danske erfaringer så interessante, og vi vil helt klart se flere delegationer som denne på besøg i Danmark”, siger Karl Krogshede, manager i Energisafari.dk.
Billedtekster
Billede 1, reception: Formel reception på Aarhus Rådhus den 3.11.16 i form af modtagelse af den tyske delegation. Fra venstre er det Jacob Bundsgaard (A), borgmester i Aarhus Kommune, Johannes Remmel, minister for klimabeskyttelse i den tyske delstat Nordrhein-Westphalen (NRW), Joan Kahr fra Energisafari.dk, Karl Krogshede, manager i Energisafari.dk og Friis Arne Petersen, Danmarks ambassadør i Berlin.
Billede 2, arbejdsmøde: Thomas Müller, Chef for Klimasekretariatet ved Aarhus Kommune, fortæller om kommunens energistrategi. På arbejdsmødet deltog Energisafari.dk, repræsentanter fra NRW og de fem involverede midtjyske kommuner.
Billede 3, konference: På konferencen mødtes danske og tyske virksomheder i dialog om grøn energi og varmesektoren. Konferencen blev afholdt I Centralværkstedet i Aarhus den 4.11.16.