En dejlig aften i Aktivitetshuset i selskab med en veloplagt Finn Christensen som i 1998 havde foretaget pilgrimsrejsen fra St.Jean-Pied-de-Port i det sydlige Frankring til Santiago de Compostela i det nordvestlige Spanien. En tur på 650 km til fods over Pyrenæerne.
Nu er det jo ikke så nemt at finde vejkort over pilgrimsruten, så Finn og hans hustru var nødt til at klare sig med de få pejlemærker, der viste sig på ruten.
Pejlemærker bl.a. i form af muslingeskaller på skilte eller indhugget i sten.
Vi startede som sagt i sydfrankrig, hvor vi fik lov at parkere bilen hos en Basker-familie som også tilbød, at vi kunne tilbringe 2 nætter, før vores tur skulle begyndte.
Der var 2 muligheder – at kravle over Pyrenæerne eller vandre nede i dal-områderne. Det lå en tæt tåge over bjergene, så vi havde selvsagtsg en vis bekymring for, at vi skulle fare vild, men vores værtsfamilie fortalte, at tågen ville forsvinde omkring middagstid, så vi skulle ikke bekymre os.
Vi drog afsted – de første timer var det meget tåget og fugtigt, og svært at se noget som helst. Men et ganske lille øjeblik, lyste en solstråle igennem skyerne og ramte en statue af Jomfru Maria – et af de pejlemærker vi skulle være opmærksom på for at ændre retning. Det var som et under – som om de højere magter ville holde hånden over os. Det gik så stærkt at jeg ikke nåede at få taget et foto, før lyset igen var borte.
Ved middagstid forsvandt tågen ganske rigtig, og vi havde en fantastisk udsigt. Vi gik i en højde fra 300 til 1400 meter – en hård tur- ca. 27 km den første dag. Ganske langsom indtraf fornemmelsen af psykisk og mentalt at være kommet et helt andet sted hen. Langt fra den stressede hverdag til mødet med tilværelsens enkelhed. I stedet for som tidligere at have observeret naturen fra en bil, kom vi nu tæt på tingene og kan derfor selv i dag, 10 år efter, huske selv de ganske små ting, vi så på turen.
Allerede for 1000 år siden vandrede de første pilgrimme på denne vej, som vi nu i løbet af en måneds tid skulle tilbagelægge. De skulle ud til Sct. Jacobs grav i Santiago de Compostella. Et af de allerhelligste steder i Middelalderen. Det er blevet til over 100.000 pilgrimme. Pilgrimsvandringingen begyndte egentlig som en slags „bodsvandring“ for folk, som havde handlet ilde, og nogle gik endda barfodet.
I dag er det blevet lidt af en trend for såkaldte „almindelige“ mennesker at tage på pilgrimsrejse. Måske for at „stå lidt af ræset“ men også for at komme ud og mærke historiens vingesus.
Hen på dagen nåede vi til vort første refugium, hvor vi skulle overnatte. Vi var meget trætte og til trods for, at vi delte rum med mange snorkende mennesker, havde vi ikke søvnproblemer.
Refugierne og klostrene blev opført, så pilgrimmene havde mulighed for at overnatte.
På vores tur mødte vi mange „pilgrimme“ og knyttede venskaber, som vi stadig i dag har glæde af.
Det store samtaleemne var selvfølgelig fødder og såkaldte „vandrehistorier“
Efter nogle dage dukkede der er træskilt op, hvorpå der stod Santiago 243 km. Og så kunne vi sige til os selv: „Nåh – ikke længere“!
Ved ankomsten til Santiago de Compostella deltog vi i Messen i Jacobs Kirke, hvor de sidst ankomne „Pilgrimme“ blev råbt op – en fantastisk oplevelse, fortalte Finn Christensen og meget mere om den forunderlige pilgrimsrejse.

Foredraget om turen blev ledsaget af vidunderlige billeder med flot underlægningsmusik.
kj

Fotograf: Karen Juul

Artiklen er bragt på SallingWeb med tilladelse fra Spøttrup Ugeavis.