„De 5“ og Politiets sidste Original

Oprettet 4. marts 2008

Kommenter artiklen

Og en original var kriminalassistent Bjørn Pauli, som gæstede Aktivitetscentret den 25. februar.
En dejlig og sprudlende original som indledte efter¬middag¬en med at slå fast – „Hvis I tror, at jeg er kommet her for at fortælle om alle de forfærdelige oplevelser, jeg har haft i de mange år, jeg har arbejdet i Rejseholdet – så kan I godt tro om igen“.
Jeg er primært kommet for at fortælle om de mange pragt¬fulde år, jeg har haft i Sta¬tens tjeneste. Om alle de positive ting – en bærepose fuld af positive oplevelser.
Og så fik vi ellers et skud for boven – „Lad være med alt det surmuleri – se lyst på tilværelsen – glem alt om ventelister, selv Grauballemanden fik plads i røntgenafdelingen. La’ vær med at klynke over skattelettelser – I fik trods alt 43 kr., og med hensyn til de løbende lønforhandlinger – har I da også fået 2 ekstra feriedage og oven i købet forlænget barselsorlov“.
Pauli voksede op på Nørrebro under fattige kår og lokum i gården og mindedes bl.a. hyppige besøg af Robert Storm Pedersen – vidste egentlig ikke hvorfor, han kom i hjemmet, men forstod senere – at det måtte være på grund af, at faderen var cigarhandler. Det var under rationeringen, og Storm P. røg mange cigarer. Lige som W.C. Fields hadede Storm P. børn.
Langsomt voksede min store interesse for sang og musik – men at sige til far og mor, at jeg gerne ville være skuespiller, var nærmest utænkeligt.
Den første monolog blev serveret i Centret af Pauli – nemlig Storm P.’s „Sortseer“ – En trist historie om Thorvald Hansen, der er meget træt af livet og gør sig store overvejelser om, hvorvidt han skal springe i havnen fra kajen i Gasværkshavnen.
På et tidspunkt fik jeg foræret et tryllenummer af en tryllekunstner og begyndte at optræde ved børnefødsels¬dage. Det gav så billetten til at vise min kunnen på Damhuskroen, hvor jeg vandt 1. præmien.
Senere i Tivoli mødte jeg Professor Tribini, og fik lov at vise mit tryllenummer, og vandt igen. Kom så med Tribini på Dyrehavsbakken, hvor jeg sad i kulissen i „Bakken Hvile“ og labbede syngepigerne i mig – optrådte senere som bakkesangerinde, til min kones store bestyrtelse.
En prøve på dette, fik vi også at se i Aktivitetscenteret.
Da jeg var gammel nok, blev jeg cykelbud ved Jernbanen, hvor jeg cyklede med fragtbreve ud til de forskellige tog. Da jeg var 18, skulle jeg så aftjene min værnepligt og fik derfor 2 års orlov fra staten med halv løn.
Det førte til en længere karriere, løjtnant af reserven og officer ved Flyvevåbnet. Derefter søgte jeg ind til politiet – til trods for, at jeg vidste, at jeg var 3 cm. for kort.
Så da personalelægen skulle indstille højdemåleren over mit hoved, kunne jeg pludselig mærke at min bedstefar pustede mig i nakken – jeg rettede mig op – hævede mig en ganske lille smule op på tå og blev målt til en højde på 177 cm.
Så fulgte 3 mdr. på Politiskolen efterfulgt jobbet som gadebetjent på Nørrebro. Jeg følte mig nærmest som verdensmester, og var pavestolt da jeg skulle skrive min første rapport – en rapport som aldrig blev afleveret – da det viste sig, at jeg havde skrevet en rapport på en gammel kollega.
Bjørn fortalte om de mange skæve eksistenser, der trods alt også var på denne tid. – Om „spritteren Store Frank“ som gik amok 2-3 gange om ugen – hvor der skulle være flere politifolk til at klare ham. Spritterne dengang drak „Radium“, som bestod af halv kogesprit og halv bajer eller rød sodavand. Kl. 1 om natten var der ro på Nørrebro.
Sammen med politiarbejdet optrådte Pauli også i teaterforestillinger i Folkets Hus.
Da Pauli blev 28 år, avancerede han til kriminalbetjent og fik ansættelse hos Rigspolitiets Rejsehold. Dengang var der 3 drab om året – i dag er der 3 om dagen.
Det blev til 33 år i politiet med mange svære sager, men også mange sjove episoder. Bl.a. en fortælling fra en by, hvor rejseholdet skulle opklare en bedragerisag, og Pauli blev inviteret hjem privat hos et ægtepar til en øl. Som gengæld ville Pauli så invitere ægteparret ud i byen til en godnat øl. Da konen skulle tidligt op næste morgen, og derfor takkede nej, hev manden i huset en voksmannequindukke, som konen anvendte til gine, også kaldet Maria Magdalene, og sagde. „Når konen ikke vil med, må vi bruge Maria Magdalene. Så de trak af sted med voksdukken ned igennem byen. Den ene havde fat i benene, den i armene, og sådan gik de til det nærmeste værtshus. Uheldigvis så Pauli, at en politibil nærmede sig, og gode råd var dyre – hvad ville politiet ikke sige til en sådan forestilling. De hastede derfor til det nærmeste hotel og fik et hotelværelse til „damen“.
Da Pauli den næste morgen var tilbage på jobbet med lidt ondt i hovedet, kom der en kriminalbetjent farende ind og sagde“ Vi skal have fire mænd afsted, de har fundet en død kælling på Hotel Westend „
Ups, tænkte Pauli, jeg må hellere tage med. På hotellet blev de modtaget af portieren som fortalte, at kvinden allerede var helt stiv.
Da de kom op på hotelværelset med den døde kvinde, gik Pauli til bekendelse og sagde:“ Jeg må tilstå, at det er mig, der har gjort det, hvortil en af kriminalbetjentede udbrød: Hva’ fanden Pauli, er det dig, der har slået hende ihjel. Det var en hyleskæg eftermiddag i Aktivitetscentret i Balling.