Søndag havde vi en enestående mulighed for at tage et kæmpe hop op i tabellen og væk fra bundstriden. Men på en dag, hvor de fleste underpræsterede tabte vi fortjent 2-4 til Fredericia.
Af Sportschef Jesper Larsen, se også: http://skive-ik.dk/sik
Efter kun 6 minutter kom vi bagud 0-1, da Fredericia`s Martin Mikkelsen via en hurtig Fredericia omstilling trak ind i feltet og resolut afsluttede op i måltaget.
Kort efter gjorde kampens store spiller Jude Nworuh det til 0-2, da han efter et indlæg fra højresiden dukkede op ved bagerste stolpe og puffede bolden i målet.
Spænding blev der bragt ind i opgøret midtvejs i halvlegen, da formstærke Martin Thomsen kanonerede et frispark i kassen fra 45 meter.
Desværre lykkedes det Fredericia at gå til pauseteen med 1-3 eftersom at vi ikke fik dækket op ved en dødbold efter 40 minutter og Marco Gbarssin uhindret med hovedet kunne snitte bolden i mål.
Fra anden halvlegs start fik vi trykket gæsterne helt i bund og fortjent kunne Andreas Albers via en flot frispilning fra Morten Beck reducere til 2-3.
Kort efter var der for alvor mulighed for at skabe spænding i kampen, men en kæmpe dobbeltchance for udligning blev formøblet og allerede inden ærgelsen havde fortaget sig lå bolden i vores eget net. Lille og arbejdsomme Morten Friis var manden, som sikkert omsatte pivhurtige Jude Nworuh`s assist til 2-4.
Efterfølgende var der flere chancer i begge målfelter, men yderligere scoringer blev det ikke til og dermed tabte vi fortjent kampen og dermed et stort skridt om at komme væk fra bundregionen.
Det blev ikke til point på en halvsløj dag, hvor vi langtfra nåede de spillemæssige højder fra AB-kampen og kun sporadisk viste skarphed i målfelterne.
Slaget blev tabt, men vi skal op på hesten igen og allerede lørdag venter et nyt af slagsen, når vi gæster oprykkerne fra Hobro.
Kampen bliver vital vigtig og jeg er derfor ikke i tvivl om vi får et toptændt Skive-mandskab på banen, som vil give maksimal gas for et godt og positivt resultat!!!!!!
Kampfakta:
Skive IK – Fredericia FC 2-4 (1-3)
06 min. 0-1 Martin Mikkelsen
13 min. 0-2 Jude Nworuh
21 min. 1-2 Martin Thomsen
40 min. 1-3 Marco Gbarssin
50 min. 2-3 Andreas Albers
65 min. 2-4 Morten Friis
Startopstilling:
Thomas Nørgaard, Jesper Nielsen, Jacob Andersen, Christian Thyboe-Thomsen, Simon Broskov Jensen, Martin Thomsen, Allan Høvenhoff, Ayinde Lawal, Andreas Albers, Morten Beck, Nicolas Bøgild.
Indskiftninger:
45 min. Mikkel Buur ind og Simon Broskov Jensen ud.
45 min. Thomas Dalgaard ind og Allan Høvenhoff ud.
70 min. Matias Olsen ind og Christian Thyboe-Thomsen ud.
Tilskuere: 725