1. Viceborgmester Peder Christian Kirkegaard tog mandag 1. spadestik til tilbygningen af Skives rådhus.
I marts 2010 besluttede Byrådet, at rådhuset i Skive skal udbygges, så administrationen kan samles på ét sted, i stedet for som det er i dag, hvor centraladministrationen er spredt på fem adresser;
Torvegade i Skive, de tre rådhuse i Breum, Ramsing og Durup samt Brogårdsgade 10-12. Den nye tilbygning skal ligge på arealet mellem Ågade og Brogårdsgade. Formålet er at opnå en mere effektiv administration, uden det koster ekstra.
– Den nye bygning bliver finansieret af den besparelse, som opnås, når man fjerner udgifterne til drift og vedligeholdelse af de tre små rådhuse samt udgifterne til transport mellem rådhusene, siger vicekommunaldirektør Lars Yde.
Rådhusudbygningen er tegnet af Rambøll og KPF arkitekter. Tanken er, at bygningen skal have sin egen arkitektoniske karakter, samtidig med den indgår i den overordnede helhed med det eksisterende rådhus. Tilbygningen opføres i energiklasse + energihus, hvilket blandt andet betyder, at der kommer solceller på taget og facaden, så bygningens drift bliver CO2 neutral.
Tilbygningen i tal
• Den nye tilbygning bliver på i alt ca. 7.000 m2, inkl. kontorer, parkering, teknikrum, trapper, mv..
• På de 4.000 m2 skal der bygges 80-90 kontorer, mødelokale, kantine til ca. 170 medarbejdere.
• Bygningen bliver på tre kontoretager, placeret på to parkeringsdæk. Mod Ågade vil bygningen være på fem etager, mens den på grund af terrænfald vil være på fire etager mod Brogårdsgade.
• Der etableres ca. 120 parkeringspladser, heraf 50 i p-kælder med indkørsel fra Ågade.
• En stor del af facaden bliver dækket med solceller. Endvidere sættes der solceller og
solfangere op på taget for at gøre bygningens drift bæredygtig.
Tidsplan for byggeriet
Marts 2010: Byrådet igangsætter planlægningen
August 2010: Byrådet godkender projektforslag
August – oktober 2010: Nedrivning og klargøring af grund
September 2010: Første udbud på ’råhus’.
Oktober 2010: Økonomiudvalget godkender licitationsresultatet af første udbud, og dermed igangsætning.
November 2010: Første spadestik
December 2010: Andet udbud
Maj 2012: Indflytning
1.viceborgmester tale
Første spadestik – Rådhus Anneks.
Med denne ofte anvendte symbolske handling, – 1. spadestik inden det fysiske byggeri går i gang – er endnu en vigtig milepæl nået.
Og med november solens sene stråler ned over byggepladsen, er timingen perfekt. Hvis denne timing er et varsel for den videre planlægningen, – så er det et godt varsel for byggeriet!
Efter kommunesammenlægningen besluttede det såkaldte sammenlægningsudvalg, der skulle forberede selve kommune sammenlægningen, at den kommunale administration skulle samles ved administrationsbygningen i Skive indenfor 5 år.
Siden den beslutning er der blevet arbejdet med mange mulige løsninger til placering, og muligheden for evt. leje af lokaler er undersøgt grundigt.
I foråret 2009 blev der truffet beslutning om, at denne grund skulle være stedet for Rådhus Annekset.
Selv om tiden med de 5 år kom tættere og tættere på, og byrådet jo selvfølgelig gerne ville holde sine løfter, var der stadig et meget stort problem i at løfte opgaven økonomisk.
Med mange gode argumenter lykkes det at overbevise Indenrigsministeriet om udvidelse af Skive Kommunes låneramme, således at realiseringen af byggeriet blev muligt.
Det nyvalgte byråd bekræftede beslutningen fra Sammenlægningsudvalget her i starten af året, og et byggeudvalg har senere på bedste vis styret processen siden.
Om et øjeblik vil jeg sammen med Bente Schmidt tage det første spadestik som et symbol på, at Skive Byråd sammen med sine vigtigste resurser – vore medarbejdere – påbegynder arbejdet med at sikre de bedst mulige rammer for en fortsat velfungerende og effektiv drift i den kommunale administration.
Jeg vil gerne ønske vore rådgivere, entreprenører, håndværkere held og lykke med byggeriet!