Jeg har her nedfældet nogle erindringer fra min barndom, ungdom og senere i livet, saa mine efterkommere kan se lidt af livet op gennem 1900 aarene.

Af Alfred Poulsen. 2002

Min Barndom
Jeg blev født den 2-April 1914 i Sepstrup, i Sevel sogn, min far var Poul Christian Poulsen, blev født den 22-Maj-1868 – døde den 18- September 1939. Min mor Mette Kirstine Poulsen blev født. Vistisen blev kaldt ”Stine”. Hun blev født den 25-December 1869 og døde den 7 april. 1932. Deres hjem har i dag adressen. Hjelm Hedevej 4..

Mine bedsteforældre på min fars side, boede i en periode sammen med mine forældre, til ca. 1915. Mine bedsteforældre på min mors side kan jeg huske.

Han var veteran fra krigen i 1864, og de er begravet på Gammelstrup Kirkegaard, hvor gravstedet er fredet, der kan gravstedet ses i dag.

Vi var 4 søskende, jeg havde to brødre og en søster. Min ældste bror hed Kristian og var 16 år ældre end mig, min næste bror hed Jens og var 14 år ældre og min søster Katrine var 11 år ældre, sådan set var jeg næsten enebarn.

Jeg havde en god og tryg barndom. Mine forældre var gode ved mig, men jeg skulle gøre som der blev sagt.

Første verdenskrig
Første verdenskrig, som var fra 1914 til 1918, kan jeg ikke huske, og saa alligevel. Jeg huskede at min Far solgte en Hest til Tyskerne, og byttede den anden hest med to. Det var Musse og Tulle.

Min Far fik også røgtobak i små tønder, det var Oberst det lange, (lang tobak) han fik også petroleum i store dunke hjem, men hvordan ved jeg ikke.

Var jeg uartig som dreng, truede min mor mig med tyskerne, og dem var jeg bange for. Det var nu ikke klogt, for der kom til at sidde en Tyskerhader i mig, men det har fortaget sig.

Mine forældres ejendom Hjelm Hedevej 4
Stuehuset var indrettet med bryggers, hvor den store bageovn var, i køkkenet var der brændekomfur med blaa køkkentøj, to stuer og soveværelse, jeg havde mit eget værelse med indgang fra mine forældres soveværelse.
Til mine forældres ejendom var der ca. 30 tønder land, inc. Opdyrket hede og lidt mose. Besætningen bestod af 2 heste 4 køer ca. 3-4 kalve eller ungdyr. 1-2 grisesøer

eller 3-4 fedesvin, og en snes høns. Kneb det om vinteren med halm, blev der slået lyng til foder.

Vi dyrkede korn som rug, havre og byg, og roer som kulirabier, turnips og kartofler.

Jeg kunne håndtere en lyng-le, da jeg var 12 år. De første heste jeg kunne huske var et par Lithavere nærmest Nordbakker. Den ene var gul, hun hed Musse. Den anden var sort og hed Tulle. Så døde Tulle, hun blev for fed, saa fik de en rød hest som fik navnet Max. Siden blev den byttet med 2 stk. 1,5 års heste af Jysk rase.

Mine forældre havde et slidsomt liv. De dyrkede heden, plantede træer, kørte mergel på markene og byggede stuehus. De kørte med stude i begyndelsen. Seletøjet til studene havde vi i mit barndomshjem.

Mine forældre var meget nøjsomme, jeg kan huske at mor bagte brød i den store ovn. Ovnen blev varmet op med et læs lyng. Så bagte mor rugbrød, og senere sigtebrød, naar den ikke var saa varm.

Mine forældre var ikke velhavende, men de levede lige som naboerne under små kår. Vi havde petroleumslamper og tællelys men intet vandværk og WC. Men en vand-pumpe i gaarden..

Min Mor og Cathrine Vang støbte lys i fællesskab. Der blev slagtet grise og af og til et får. Mor kartede uld til garn og spandt garn paa rokken. Hun var ogsaa meget dygtig til at lave syltetøj og saft. Om sommeren brugte hun en primus til madlavning.

Min far flettede kurve af halm, og tærskede korn med plejl. Han lærte mig at pløje med en almindelig plov og med en svingplov, at slaa lyng med et lyngjern, og bruge en hø-le. Han lærte mig ogsaa at grave tørv med de forskellige redskaber, og saa korn og frø med hånden og mange andre ting.

Min Far kunne ikke malke, men det gjorde min Mor. Hun kunne ikke cykle, det fik hun aldrig lært, men det kunne nabokonerne heller ikke.

Paa ejendommen havde vi en primitiv, hakkelsesmaskine, håndtærskemaskine som blev haandtrukket.. Så fik vi en hestegang, det var et stort fremskridt.

Vi havde ingen telefon, det havde kun sognefogeden, brugsen, degnen og et par stykker til. Mine forældre var meget gæstfrie, der kom mange mennesker i mit barndomshjem.. Om aftenen kunne mændene dumpe ind, saa fik de en sludder.

Konerne gik sammen om eftermiddagen, og drak kaffe.

Mælke tur – (se også Skivebogen 2002 om Trevad Mejeri- side 48)
Min far kørte mælk i 22 aar til Trevad mejeri. Det gamle mejeri og smeden ved karup aa blev bygget der, fordi man regnede med at der skulle gaa en jernbane fra Skive til Herning. Saa ville det være paa strækningen, hvor banen skulle være, det mente man sidst i 1800 tallet.

Mælketuren som han kørte, startede han i 1902-03 det, og gav en lille ekstra indtægt. Da jeg var 15-16 aar kørte jeg ofte turen, men jeg hadede det som pesten. Om vinteren kørte jeg ud i kl. 6,30 om morgenen. Det var ikke sjovt naar der var sne, regn, blæst og mørke. Det var i en stiv vogn, med træ hjul og høje sider. Der kunne være ca. 40 stk. spande af 60 – 80 liters indhold..

Paa en mælketur mødte min far Læge Grill fra Vinderup. Min far beklagede sig over en kraftig tandpine som han havde døjet med i længere tid. Lægen bad ham sætte sig bag paa mælkevognens bagklap og det gjorde han saa, saa trak lægen tanden ud.

Min mor havde fået et halvt kaffestel i barselsgave af naboerne da hun fik mig. Brugsuddeler Ravenkær foreslog at min far, skulle købe den anden

halvdel, men han mente ikke at han havde raad. Ravenkær foreslog saa at han kunne tage vare med fra Brugsen i 3 mdr. Og det blev de enige om. Det blev 4 kr. pr mdr. Hele kaffestellet kostede 24 kr.

I Mogenstrup var der i min barndom foruden brugsen, købmand Madsen, en Smed, Vognmand med heste senere bil, snedker, Telefoncentral og Skole

Min barndoms Jul og Fester
Juleaften i mit barndomshjem var meget stille. Vi havde et juletræ som var tændt juleaften. I Julegave fik jeg en julebog. Vi havde også dengang juletræ i skolen.

Hos Andreas Vang var der ogsaa juletræ, men det var lige efter jul, der var jo mange børn, saa vi morede os godt sammen.

Første juledag var der gilde, det var mors fødselsdag, saa kom mors familie fra Stoholm, Lysenvad, Tvis, Dommerby, Fusager ved Sparkær og Skive. Ellers blev der ikke holdt gilde.

Når julen var forbi var der gerne frost og is. Saa løb jeg paa skøjter. Det var snabelskøjter, eller træsko med knap søm under. Det var jo rigtige træ træsko. Jeg løb på tørvegrave og damme på heden, dammene samledes kun om vinteren, fordi der var al i jorden (al – haard ler-jern-sandlag )

Jeg huskede også deres Sølvbryllup, dengang var jeg 8-9 år gammel. ( ca. 1923.) Det var en festdag for dem.. De fik en stor opmærksomhed fra familie, venner og naboer.

Deres sølvbryllupsgave fra naboerne var en sofa, dækketøjsskab, gyngestol og fire stole. Saa husker jeg ikke flere gilder.

Jo, min søsters Bryllup, da var jeg ca. 14 aar (1928)

Min Far var i mange aar formand for Sevel Øster Sogns Husmandsforening. Politisk var han Radikal og det var noget han gik meget op i. Jeg husker ogsaa da Hjerl Hansen, startede Hjerl Hede paa Hjelm Hedes arealer, og den snakken der var om stedets navn.

Naboer og deres børn
Det kunne godt blive ensomt en gang imellem, at være ” enebarn” så gik jeg over til naboens børn. Vores nærmeste naboer mod nord hed, Katrine og Andreas Vang. De havde mange børn, og dem lejede jeg meget med. Børnene er her nævnt i ca. rækkefølge. Jenny – Knud – Marie – Agnes – Holger – Helga – Dagny – Vagn – Emma – Harald – Elly – Alfred – Inga. I alt 13 børn.

Vores naboer i Sepstrup
Vores naboer var i 1920 erne – Katrine og Andreas Vang – Niels Kristian Ejsing – Kr. Sørensen, min onkel – Peder Poulsen – Frederik Hansen – Peder Hansen – Laust

Madsen – Frederik Korsgård – Viggo Christensen – Gregers Gregersen – Morten Bundgaard (sognefoged) – Niels Søndergaard – Johannes Jensen og Volle Post.

Min skolegang
Min skolegang begyndte i en friskole i Mogenstrup. Det var en Indre missions fri skole. Jeg var ikke glad ved denne skole, den blev nedlagt da jeg havde gået der i et par år, så kom jeg i en rigtig Skole, og det var jeg meget glad ved.

Skolens enelærer Christensen, var dygtig til at fortælle, og vi lyttede. Han havde et landbrug ved siden af, så vi var af og til ude at hjælpe ham. Han havde 1 hest 3 køer og grise. Før han kom til Mogenstrup var han lærer i Sæby skole i Salling.

Når vi gik til skole om vinteren, gik jeg i kludesko naar der var sne, og uden på kludeskoene havde jeg et par sokker, det var alle tiders. Vi gik kun i skole 3 dage om ugen, inc. Lørdag, baade sommer og Vinter.

Mogenstrup Skole 1926 – 27 Det er mig i mitten på øverste række, og lærer Kristensen til højre.

Jeg gik til præst i Sevel og blev konfirmeret i Sevel Kirke, ved Pastor Larsen. I 1928.

Lærer Christensen havde to børn, en dreng og en pige. Drengen blev præst og Pigen blev gift med en præst.

Søvang
Min far lærte først at cykle, da han søgte plads som forkarl paa Gaarden Søvang ved Skive. Pladsen kunne han ikke faa hvis han ikke kunne Cykle. Min Mor har været kokkepige og Far forkarl paa Søvang.

Da Forvalteren på Søvang flyttede til Bygholm gods ved Horsens, fik han min Far overtalt til at tage med der ned en vinter, selv om han var gift. Efter hans egen fortælling, gik han til Horsens.

Senere købte de den lille ejendom i Sepstrup. Se side 2

Overtro
Mine forældre var meget overtroiske. Min far begyndte aldrig på nye ting om mandagen. Han startede altid om lørdagen. eks. med at pløje, eller andet markarbejde.

Vi måtte heller ikke klippe negle om søndagen, det gør jeg heller ikke i dag. Det bringer uheld med sig i den kommende uge. De troede også på varsler og lig-skare og lignende ting. Man måtte heller ikke ligge to knive over kors på bordet, og eller ikke sætte sine sko op paa bordet, det betød og saa uheld.

Mine forældre havde en god kristen tro.

Volle Post
Volle post rigtige navn var nok Ole Johansen, men i daglig tale var det Volle post, han boede i Vivsøhuse i dag Vivsøvej 2 eller 4. Volle kørte med fisk i en

trillebør, han hentede fiskene på Rønbjerg station, og gik så rundt fra sted til sted og solgte dem. Man

kunne altid hører ham når han kom pibende, paa grund af astma og hans trillebøre peb på grund af manglende smørrelse.

Volle Post og hans kone var nogle af de første der flyttede ind på Sevel alderdomshjem, da det blev bygget.

Volle var en stor og svær mand, en overgang havde han en lille hest og en gikk.

(gikk-lille vogn) saa var det nemmere at komme rund. En dag kom han ind til Peder Dueholm i Mogenstrup for at sælge fisk. Saa sagde Volle til Peder – du kan selv tage dem, – så var han selv fri for at komme af vognen.

Det er nemt at være fiskemand sagde Peder.- Vi kan bytte ligeud med gaarden, sagde Volle, men det ville Peder ikke. Den gang Volle var kommet på Hvilehjem i Sevel, var Peder der for at besøgte ham. Volle, sagde saa til Peder. Kan du huske da jeg tilbød dig at bytte, det kunne Peter godt. I dag vil jeg ikke bytte plads, sagde Volle, han havde nu fået det godt.

Der kom ogsaa andre, nogle ville sælge brød, børster og af og til en skærsliber.

Fangekoloni ved Flyndersø
Vi var næste naboer til en Fangekoloni. Kolonien laa i nærheden af Vivsø Hus, ved Skive, Sevel landevej. Vi drenge var der tit om aftenen. Vi maatte være der til kl. 9, saa skulle fangerne i seng. Det var sjovt at være der, for en kunne spille Harmonika, en anden kunne slaa kraftspring osv.

Jeg huskede nogle af fangerne, der var bla. Damhus morderen, Gulvskruppe morderen og Hvidbjerg morderen. (Hvidbjerg ved Skive)

Særlig husker jeg en som vi kaldte Bornholmeren, som havde Stauning skæg.

Han ville ikke være andre steder end i Tugthus. Han sagde at han ingen steder havde hjemme, ingen familie og ingen steder at bo. Naar han blev frigivet lavede han lidt fup igen. Saa blev han atter indsat, og følte sig saa igen hjemme.

På Kong Christian den 10 fødselsdag i september mdr. blev der altid givet 2 fanger fri. Saa var det med at komme over til fangekolonien for at se hvem det var. De gik til Holstebro, for at hæve nogle penge, som de havde til gode, de havde opsparet nogle ører pr. dag. I fangekolonien var der 20 fanger og 3 Betjente,

Træerne på Hjelm Hede er plantet af fangerne, for mig er det næsten ukendeligt i dag, man kan dårlig nok finde – ” æ grim bakke. ”

Leg og Fritid
Som barn legede jeg med sten, dem med huller i, de var køer, og i hullet satte jeg en snor og i enden af snoren et søm som hæl, (hæl – stang i jorden til at holde koen)

( På nudansk en pæl. ) Så var der en ko.

Og ligeledes en gammel hestesko, saa havde jeg en hest, det legede jeg meget, og fantasien havde saa frit løb. Jeg legde ogsaa meget med vores hund Trofast, det var en lille Gravhund- lignende rase.

Jeg havde ogsaa Duer af forskellige raser som, Maanedesduer, Mæfikke, Strase, og Luks, osv. Det gik jeg meget op i. Jeg legede ogsaa meget med naboens børn. Vi spillede antonius. (kaste bold over tag) og spillede pind, hoppede i ring og flere sjove ting som vi fandt paa sammen. Naar jeg løb over heden sagde Mor at jeg skulle passe

paa hugormene, de kunne finde paa at tage sig selv i halen, og folde sig som et hjul, og kunne derfor meget hurtig faa fat i mig, naar den ville hugge. Derfor kunne vi børn løbe meget stærkt.

Radio
Den første gang jeg hørte radio var hos Alberts – Tyskeren ude ved snævringen. Det var omkring 1924-25. Radioen var en stor kasse med et par pærer (radiorør) oven paa. Og saa 2 telefoner som kunne skilles ad, saa fire kunne høre. Strømmen til radioen kom fra en akumulator til en bil. Min mor sagde da vi kørte hjem, at nu var det sikkert. Verden bestod ikke meget længere.

Jeg fik ogsaa lov til at faa en radio, det var en lille firkantet kasse, lavet af en margarine kasse. Der var en lampe (radiorør) ovenpaa. Høretelefoner som kunne skilles ad.

Den fik strøm fra 3 flade batterier, radioen kostede 20 kr. Kommìssen (en

Medarbejder) i Brugsen i Mogenstrup lavede den i sin fritid..

Spøgelser
Mine forældre var overtroiske, særlig min mor, hun saa mange ting. Hun saa varsler for ild og død. Hun så en lygte bevæge sig ved Peter Poulsens Ejendom

En tidlig morgen. Så hun mente at huset ville brænde. Det gjorde det ogsaa, men nogle aar efter. Hun saa noget at falde ned fra taget hos Laust Madsen, hun mente, at det var varsel om død. Det kom ogsaa til at passe. Han døde kort tid efter.

Kresten Bjørnkær i Karstofte kørte med en kiste til begravelse paa Trandum Kirkegård. Da han kørte hjem gik hestene i staa, de ville ikke længere. Aarsagen var at

De kom forbi dem selv. Det betød at de snart skulle op paa kirkegården igen med en kiste.

En aften mine forældre og jeg gik fra Mogenstrup, gik jeg midt paa vejen. Min far gav mig besked paa at gaa nede i en sti. Jeg fik besked to gange, og anden gang meget bestemt, saa turde jeg ikke andet.

Siden høre jeg, at mor sagde til far, Det var godt at du fik den knægt bort fra vejen, ellers var han blevet kørt over. Det var et ligtog der kom, men jeg saa ingen ting.

I mellem Søgaard i Sevel og Mogenstrup, gik der en hovedløs so med 10 grise. Og paa

” æ grim bakke ” dansede en trold og feer rundt. ( Æ grim bakke – er de bakker der ligger mod vest, naar man kører ad den gamle Skive – Sevelvej.)

Min gamle madmor Karen Østergaard var meget overtroisk. Da jeg tjente, fortalte hun at der ville komme 3 dødsfald, men ikke hvem det var.

Det kom til at passe, den ene var Jens Aakjær (Jeppe Aakjærs broder) den anden var Laust Lauersen (gift med Jeppe Aakjærs søster – Margrete) og Karen Østergaards mor.

Der var fire stole i Østergaards køkken og dem hentede folk til at sætte kisten paa, naar en var død. Det var stolene Karen Østergaard hørte, de opførte sig uroligt før de

Blev hentet. Stolene blev derefter slaaet til brænde paa nær en, den kom ud i karlekammeret men der opførte den sig pænt.

Da Karen engang kørte fra Fly paa cykel blev hun forfulgt af et kuglelyn, men det skete der ikke noget ved.

Mænd som jeg,
Jeg mindes særlig Volle post, og Kr. Sørensen, min onkel. Min onkel gik og slog ud med armene, og han talte højt med sig selv.

Lars, en ældre mand som kom tit om aftenen. Han tyggede skrå og naar han spyttede den ud, lukkede han kakkelovns døren op, men han spyttede ved siden af, saa rynkede min mor paa panden.

Johannes, som ogsaa kom i vort hjem, fortalte altid et eller andet, men han sagde altid til sidst. Det er ikke noget jeg har fundet på.

Laust, mindes jeg som en mand der altid gik i datidens læderjakke. Læderjakkerne var tykkere, end dem vi kender i dag. De blev af og til smurt med almindelig smørelse.

Morten, kom en aften til os, og fortalte at han været i Sevel. Og da han cyklede hjem, opdagede han at der var en efter ham. Han var sikkert på, at det var et spøgelse. Saa han turde ikke kører ned af Vivsøvej, men forsatte lige ud. Han stoppede til sidst, saa viste det sig, at det var hans egen skygge.

Jeg husker ogsaa at der gik et par Rakkere rundt, men ikke deres navne. De solgte ting og sager, som uldtøj, lertøj, sytaad og knapper, osv. De solgte ting, fordi det var trange tider.

Ud at tjene.
Jeg fik en plads i Aakjær hos Karen og Kristian Østergård. Min far og Mor havde i deres unge dage tjent samme sted, hos Christians far Thomas Østergård. Jeg fik en god plads. Første aar som Røgter og andenkarl. Løn 450 kr. pr. aar. De sidste to aar som forkarl. Løn 600 kr. pr. aar.

Kristian Østergård var en rar mand, han var god til at lede et stykke arbejde. Han var venlig men bestemt. Hans kone Karen var nærmest en Mor for hendes folk. Jeg fik for

eks. 2 dyner om vinteren når det var koldt. Var jeg ude en aften, kunne der godt ligge en varmedunk i sengen når jeg kom hjem.

Jeg flyttede der fra i november 1933. Grunden til det var, at sønnen Thomas skulle være Forkarl. Jeg var ikke glad den dag jeg flyttede.

Fra Aakjær i Fly til Gjedbjerggaard i Salling
Den 1. november i 1933 flyttede jeg fra Østergård i Aakjær til Gjedbjergaard i Tøndering. Da jeg skulle have en ny plads, ville min søster at jeg skulle komme ned i nærheden af dem i Voldby – ved, Aarhus. Men min far var syg og bad mig komme til Salling og det gjorde jeg. Min bror Christian skaffede mig plads ved Gudrun og Kristian Svansø på Gjedbjergaard i Tøndering.

Jeg tiltraadte pladsen den 1. november 1933 og var der til 1. november 1940.

Som sagt tiltrådte jeg pladsen som Forkarl paa Gjedbjergaard den 1. november 1933. De første 14 dage længtes jeg meget efter Østergaard, men saa faldt jeg til. Vi var 3 karle og en Pige. Og en daglejer naar roerne skulle hakkes og der skulle høstes.

Gaardsdreng: Vagn Torp, på en af hesten.
Kresten Svansø var meget ude, han var kasserer i sognerådet, mm. Manglede vi redskaber som Greb, Skovle, Rive og Reb. o.s.v. Kunne jeg bare købe det. Jeg måtte sende bud efter en daglejer hvis vi manglede en, Det gav selvtillid, Kresten Svansø var en stille og rolig mand, og vi fik alle en god behandling.

Jeg var ikke for godt lidt af alle mine medarbejdere. Jeg fik skylden for at være arbejdsgerrig. Jeg skulle kalde på alle karlene om morgenen. Det var kl. 5,30 om sommeren og kl. 6,00 om Vinteren. Jeg har sovet over mig to gange i de 7 aar. Den ene gang var jeg ikke komment hjem, den anden gang sov jeg til kl. 9,00

Så sov alle på gaarden, men der var ingen der sagde noget. Det var en lang arbejdsdag fra. Kl. 5,30 om morgenen til 6 -7 om aftenen.

Der kunne godt gaa 8 dage mellem Svansø og jeg snakkede om arbejde paa gården. Det passede mig godt, det var saa dejligt frit. Jeg flyttede fra Gjerbjergaard de 1. November 1940.

Mine forældres sidste tid.

Min far og mor var blevet trætte og opslidt. De valgte saa at sælge ejendommen. Den blev solgt i vinteren 1929 – 30 til Poul Chr. Lauersen.

Købesummen var 18.000 kr. De flyttede saa til et hus i Trandum hvor de boede et års tid, senere flyttede de til en lejlighed i Mogenstrup.

I 1931 blev min mor pludselig syg, Det var en hjerneblødning, hun var syg i 8 dage så døde hun.

Det var haardt for os alle, særligt for min Far. Han fik så en husholder som hed Dagny. Et stykke tid efter blev han syg, og blev indlagt på Holstebro Sygehus. (Sevel sogn hørte under Holstebro). Min Far blev opereret og kom

hjem, men han var ikke rigtig rask, og kunne ikke klare sig selv. Så han måtte have hjælp.

Han bad os dog om ikke at blive sendt på alderdomshjem., ja sådan hed det dengang.

Min søster sagde, at han måske kunne komme ned til dem. Min broder Christian tilbød ogsaa at han kunne bo hos dem. Det tilbud tog han imod. Han synes at Salling var en mere kendt egn for ham.

Han boede nogle aar i Tinghøj, sammen med sin ældste søn Christian og han kone Martha. Der havde han det godt og fik en god pleje indtil sin død.

Mine forældre er begravet paa Trandum kirkegård.

Deres gravplads er i dag sløjfet, men på gravpladsen står der i dag et Granitkors, og omkrig det er der urnegravplads. Gravstenene med deres navne findes stadig på Kirkegårdens nordvestlige hjørne.

Mine Bedsteforældre som jeg aldrig har set, er begravet hvor ligkapellet er i dag, paa Kirkegaarden.

Anden verdenskrig
Jeg husker den 9. april 1940 om morgenen, da Tyskerne kom ind i Danmark. Flyene var overalt, de fløj meget lav. Jeg gav mig den morgen til at harve en mark op til korn. Kl. ca. 8-9 kom Kristen Svansø og sagde, at Tyskerne havde besat Danmark, og jeg skulle sætte hestene paa stald. Han ville at jeg skulle komme ind og høre radio. Vi lyttede til radioen hele formiddagen. Over middag optog vi igen vores dagligdag.

Under krigen blev der mangel paa mange ting, der kom rationeringsmærker paa næsten alt. Vi fik passagerseddel, (en slags pas) som vi skulle medbringe naar vi færdes ude.

Den tyske værnemagts Soldater og lignende, mærkede vi ikke meget til, saa saadan set var det fredeligt paa gaarden.

Der blev mørke lægnings tid. Alle vinduer skulle mørkelægges, saa ingen lys maatte trænge ind, for saa kunne lyset ikke ses udefra. Mørklægningen inde i stuerne var rullegardiner af sort kraftigt papir.

El pærerne blev malet sorte, saa de kun lyste lige ned, det var træls om vinteren.

Der skulle ogsaa afleveres hvede til Tyskerne. Grisene gik ikke mere til England, men til Tyskland sammen med slagtekvæg og smør.

Men folk klarede sig godt paa landet, selv om der var rationeringsmærker på. Kaffe, Sukker, Mel, Benzin, og mm.

Jeg husker engang da en so døde. . Da den havde lagt nogle dage, blev den skaaret i stykker og kogt til sæbe i en gruekedel. Jeg ved ikke hvad der blev tilsat vandet for at dette skulle lykkes, men saadan var det, og saa var der sæbe igen.

Vores Bryllup
Witta og jeg blev gift den 6. december 1940. Vi havde lært hinanden at kende på Gjedbjerggaard, hvor hun var Tjenestepige. Vi var forlovet i 4 aar før vi blev Gift, vi blev forlovet den 29 september 1936. Vi kom til at bo hos Wittas mor.

Karen Sønder Jensen der var enke. Der blev vores børn født, fire drenge i alt, med fire aars mellemrum. Vi mente at vi skulle se hvordan den ene udartede sig før vi fik den næste. Der var trange kaar i det lille hus men det gik, for Witta var dygtig til at faa alt til at glide. Dengang kneb det allerede med at faa forskellige ting saasom tøj og lignende. Tøj blev lavet af alt mulig, bl. A. af seluld (papirmasse – uld. med sellulose ).

Cykeldæk blev umulig at skaffe, saa dem lavede man af træ. Også gamle bildæk skar man op, for at bruge dem til dæk.

Punkterede man paa sin cykel, bandt man hullet sammen med en snor. Lim var umuligt at skaffe.

Jeg har arbejdet på Glyngøre Fiskeindustri under anden verdenskrig. Jeg var der i et aar, det var ikke et arbejde der passede mig. Den første tid kørte jeg tønder ud, de var fulde af tomme skaller, saa kom jeg til at flytte kurve med

muslinger, som skulle koges, vi var to mænd til det. Saa kom jeg til at køre kogte muslinger på bordene til damerne. Det var under krigen, der var også sabotage medens jeg var der. Witta arbejde et kort stykke tid samme sted, hun ville tjene til et dækketøjisskab hvad hun også gjorde.

Hjemmeslagter.
Jeg kom til at hjælpe en hjemme slagter under krigen, med at slagte grise til jul. Saa lærte jeg fidusen og begyndte for mig selv.

Jeg har slagtet grise, faar og kreaturer, men ikke heste der sagde jeg stop. Naar jeg slagtede grise blev den ogsaa parteret, og lavet medister pølse, blodpølse, og af og til flyvepølse.

Jeg cyklede rundt med kødhakkeren paa cykelstyret, fra sted til sted, og senere fik jeg bil, saa kunne jeg selv have mit trækar med. (1961-62)

Tøndering Kirke
I 1947 blev jeg Kirketjener ved Tøndering Kirke, og var det til 1986. Det var min kone og jeg meget glad for. Min kone elskede at gaa og passe gravstederne. Vi kunne ogsaa blive meget berørt af folks glæder og sorger.

Vi havde mange dejlige aar ved Kirken, og vi havde det godt med de forskellige præster og andet personale, ogsaa med de forskellige menigheds raad som var der i de knap 40 aar som vi passede kirke og kirkegaard.

Det var med vemod vi holdte op, men alderen satte en stopper for det, og alt har jo en ende.

Fritidsinteresser.
Mine Fritidsinteresser bestod af flere ting. Jeg har gaaet til Husflidsskole, Borgbinding, Gymnastik. Witta og jeg ville gerne arbejde med blomster, saa vi gik meget i haven.

Men min store interesse var biavl, det gik jeg meget op i, ogsaa nok for meget. Jeg har haft bier lige siden jeg var dreng, og til jeg blev 80 aar.

Somme tider gav det et godt udbytte, og til andre tider var det daarligt, men det var dejlig at arbejde med bier.

Jeg var ca. 14 aar da jeg første gang saa nogle danse. Og ca. 16 aar da jeg fik min første øl, jeg drak kun det halve, resten smed jeg væk, for det smagte ikke godt.

Udvikling i min barndomstid.
Vi høstede først med le, saa med slaamaskine med høstværk på. Saa kom Aflæggeren Selvbinderen og Buksèrmejertærskeren. Og saa den selvkørende mejertærsker som vi kender i dag.. Jeg husker som barn, at vi tærskede med Plejl. (En stok i to led.)

I min barndom blev kornet renset paa en haand trukket rensemaskine, eller det blev kastet. (til saa sæd.) Det foregik saadan at man fejede kornet sammen i en dynge, saa satte man sig paa gulvet med en sæk over benene for ikke at fryse, og med en kuldskovl i haanden, tog man den ene skovlfuld efter den anden og kastede dem ind i laden. De tunge korn kom længst væk, de lette korn, knap saa lang, men avnerne faldt lige ned.

Saa kom der en haand trukket tærskemaskine, det kunne godt give sved på panden. Det næste blev et tæskeværk. Halvrenser kaldte man dem, det næste blev en Helrenser tærskeværk. Naar kornet skulle males til mel eller foder til grisene, kørte vi det til Sevel mølle.

I 1920 begyndte der at komme Elektricitet paa egnen, saa blev der mere gang i mange ting. Den første malkemaskine saa jeg hos Søren Daugbjerg i Fly i 1931.

Alt markarbejde foregik altid med hesten. Den første traktor jeg saa var hos Richard

Albertsen. En Tysker som boede ved Flyndersø. Han var fisker, men drev ogsaa landbrug. Han havde Hvidemosegård i forpagtning, og havde 2 traktorer med jernhjul. Sønnerne kørte ud og pløjede heden op. Det var nok i aarene 1927-28, men først efter anden verdenskrig, blev der gang i traktorerne.

Først den lille graa Ferguson, siden de store af forskellige mærker. I dag har de fortrængt hestene, som i dag kun er et ride og kæledyr.

Eget Hus i Tøndering
I 1960-61 byggede vi hus. Jeg gravede selv kælderen ud sammen med familiens gode ven, Viggo Søndergaard. Tiderne blev bedre, vi fik bil, fjernsyn og mere af livets goder. Jeg arbejdede ved forskellige ting. Bla. I tørvemosen. Der har jeg arbejdet med maskinspade, ved æltemaskine og håndæltning. ( Til tørv. )

Jeg arbejdede med dræning, rensning af aaer og grøfter. Sprøjtede og beskar frugttræer. Sprøjtede for fluer (Mortalin) Jeg blev hjemmeslagter. Se afsnit om

hjemmeslagter. Jeg blev også ringer og graver ved Tøndering Kirkegård. Se afsnit om Tøndering Kirke.

Jeg har ogsaa arbejdet paa en møbelfabrik i Durup et par år. Grunden til at jeg kunne arbejde ved forskellige ting, var, at Kirken kun var et halv tids job og at Witta gjorde det meste af arbejdet, som at holde gravpladser, rive gange, holde kirken ren og ringe solen op og ned med Kirkeklokken.

Min Kones sidste tid.
Vi var gift til 1999. Witta var syg de sidste aar, hun var hørehæmmet, havde et daarligt hjerte, sukkersyge og til sidst fik hun kræft.

Hun døde den 18-Marts 1999 kl. 20.15. Min verden gik i stå, mine børn var mig en stor trøst. Men når jeg var alene græd jeg.

Så kom minderne frem, gode minder. Vi havde et godt ægteskab, min kone var mild og venlig, hun elskede mig og vores børn. Hun var dygtig i køkkenet og dygtig til forskelligt haandarbejde. Hun kunne ikke lide, hvis der blev snakket ondt om andre mennesker.

Hun var for mig familiens midtpunkt og kvinden i mit liv.

Ny afsnit af Alfred Poulsen – Januar År 2002
Jeg vi at fortsætte med min barndomserindringer og fortælling, allerførst har jeg revet bladene væk fra det første jeg har skrevet, det har jeg lært af Poul Nyrup Rasmussen, da han rev bladene ud af Anders Fogh Rasmussens bog, den blev senere solgt på auktion for 22.101,00 kr. Det kan denne her nok ikke koste.

Torden
Som dreng blev jeg ramt af tordenvejr, jeg var nok 12 aar gammel, (1926) min mor og mig samlede kartofler op, da der kom en enkel lyn og tordenknald, jeg rejste mig op der kom nok et lyn, saa faldt saa bagover. Naboen kom løbende han havde hørt det. Det var lufttrykket der slog mig ned, min mor lev ikke rørt af det.

I 1932 da jeg tjente i Aakjær, gik jeg en dag og pløjede og der blev så en kraftig tordenværd, der blev jeg igen ramt af lufttrykket fra et lyn og kastet

omkuld sammen med den ene hest der hed Peter, men det var en hoppe. Men vi kom op og staa igen, hesten kom først op, men saa kørte vi og saa hjem.

Naboerne
Paa side 6 har jeg skrevet om vores naboer. Paa en gaard i Sepstrup var der ejeren 4 søskende og de nævnes her Jacob – Katrine – Dorte – (Pejer) Per eller Pete. Jeg kan huske en alkoveseng i det gamle stuehus. Gaarden blev solgt til Alfred Pedersen, hans efterkommer bestod af 19 børn.

Høns
Man fanger en høne og ligger den ned på den ene siden, saa lægger man en halmstraa over halsen paa den, saa bliver den liggende, det gjorde jeg engang ved en 10 – 12 stykker, men uheldigvis kom min mor og saa det, hun troede de var døde, men naar hun tog ved en fløj den, hun var mildes talt vred. Fidusen havde jeg set i Cirkus Bak eller

Bæk Olsen som optrådte paa den gamle dyrskue plads i Skive (der hvor Grønnegården er i dag.) Emil fra Lønneberg kender nok ikke til den fidus.

Duer
Som tidligere fortalt havde jeg en del duer af forskellige raser, men af dem husker jeg en bestemt, det var en straser han due, den hed karl, den blev enke saa fik min onkel ham, han havde en enlig hun due. For at han ikke skulle flyve hjem bandt vi 2-3 vingefjeder sammen, saa flyver de daarlig, men saa en dag saa jeg karl kom gaaende, han havde gaaet hele vejen hjem. Vingefjederen blev straks løsnet, og saa var karl hjemme igen.

Jeg havde læst at en dreng fra Laanum havde drukket en due fuld, det vile jeg ogsaa prøve. Man tager en halmstraa og suger lidt sprit op i den, saa puster man det ind i næbet paa duen, det gjorde jeg saa ved Karl, og det havde sin virkning. Karl jagede alle han duerne langt væk og tog sig saa kærlig af hun duerne, men efter et stykke tid blev han sløj og fløj ind i reden, der laa han i

næsten to døgn, jeg troede at han ville dø. Jeg havde det ikke godt og gjorde det aldrig igen. Men Karl blev frisk igen.

Is paa Flyndesø
Jeg kan huske at min far og Andreas vang var ude ved Sneveringen og hjæpe med at bjerge is paa Flyndersø og Skallesø. Isen blev gemt til at komme paa fiskene om sommeren. Fremgangsmåden med at faa isen i land kender jeg ikke, jeg har aldrig set det, men isen blev opbevaret i et træskur med dobbelt væge

som var fyldt op mede tørvestrøelse og ligeledes en stor lag oven paa som kundet holde isen kold langt hænd paa sommeren

Fugereder
Som dreng syntes jeg at der var mange krager og skade reder. Holger Vang og jeg gik rundt og samlede æg fra rederne, de blev saa prikket i begge ender og blæst ud. Fremgangsmaaden var at man klattede op i træet, men for at æggene ikke skulle gaa

itu, stoppede man dem i munden og steg ned. Blev man saa klemt paa kinderne gik de i stykke, hvad vi sommertide gjorde. Saa var vi ogsaa uvenner nogle dage.

Jagt.
Nogle af egnens jæger havde lejet jagten paa forskelliger mænds jorde. Jagtomraadet var Mogenstrup, Sepstrup, Trandum og Karstofte. Pengene for jagten gik til en Orgel i Trandum Kirke, det var nok i starten af 1920 erne. De fleste lejede deres jagt ud, men min far gjorde det ikke. Grunden var nok at min fætter Søren Sørensen var en dygtig jæger, og gik meget paa jagt, særlig i vinter halvaaret, han drev nærmest krybskytteri. Han boede med sin familiekone og 3 børn i Rønnesmose ved Hørkærdam. Han arbejde med tørv om sommeren og var arbejdsløs om vinteren, uden understøttelse, senere kom han til at

arbejde paa Sevel Kalkværk. Søren blev 100 aar, og sluttede sine dage paa en plejehjem i Viborg.

Primus
Om sommeren brugte min mor en primus til at koge vand, lave kaffe og varme mad paa.

Kaffen fik vi hjem i hele bønner, og saa skulde jeg male dem i en kaffekværn. Der var noget hyggelig ved en primus. De første jeg husker gav brænderen en frygtelig larm, man kaldte dem for spetakkelbrænder, siden kom der nye brænder paa, de var nærmest lydløse, og det var ogsaa mere hyggelig.

Rævlingeris
Jeg kan huske at min far plukkede rævlingeris paa heden. Dem bandt han sammen om en kosteskaft, og brugte den som lime (kost) i laden, de var aldeles velegnet til deres brug, og kostede ikke noget. ( Rævlingris – stører end lyng og mere grov )

Snestorm.
Jeg kan huske en snestorm hvor min far først kom hjem fra mælketuren hænd paa eftermiddagen, han var kørt fast i snedriverne, men jeg kan ikke huske hvad aar det var, eller hvad tid paa vinteren, men jeg mener at det var ved juletid.

( ca. 1921)

Min far og storm-vært
Min far var bange i stormvær, særlig naard der var foraars og efteraarsstorme, saa lagde han sig i sengen med dynen oppe over hovedet. Han havde i sine unge dage været med til at reperere en staaltag i en stormvær. De lagde en harve op paa taget, og da blæste han ned. Derfra stammer skrækken om stormvær.

Harekillinger
Som barn havde jeg ogsaa nogle harekillinger (2-3) som vi troede var kommet til skade ved pløjning, jeg mente ikke at de kunder passe sig selv, saa derfor passede jeg godt på dem. Da de kom mere til sig selv, fil jeg en skilling af en jæger for at have passet dem, og lukkede dem derefter ud.

Harrekillinger kan man ofte finde under træer når det regner.

Mors Rok
En vinteraftens idyl ved petroleumslampens skær vil jeg kalde det, naar Far fik sig en pibe tobak og samtidig læste i Skive Folkeblad, og mor sad ved rokken og spand uld til garn. Naar mor havde spundet et stykke tid faldt hun i søvn i ca. 10 minutter, naar hun saa vaagnede slog hun til rokkehjulet med en finger. For at faa den i gang igen. Af og til flyttede jeg rokken saa hun ikke kunde naa, saa slog hun bare en streg ud i luften, saa skældte hun ud, men smilte samtidig.

Før uld kunde spindes skulde det kartes, hvad hun gjorde om aftenen, hvad hu gjorde om aftenen, min far gjorde det ogsaa af og til. Naar ulden var spunden, kom det paa en garnvinde og derefter farvet, det skete i en gryde på komfuret.

Vandet skulde koge og farvemidlet var kønrød som ogsaa kunde faaes i andre farver.

Garnet blev løftet op med en pind og saa blev garnet hurtig afkølet i kold vand. Min mor strikkede ogsaa ”hønse” strømper, og sommertider ” valkede hun dem ” jeg tror nok at de skulder være våde. De blev gnedet op og ned af en vaskebræt, saa de blev mere laaden, og dermed varmere. Saa tiden blev fuld udnyttet dengang, ogsaa om aftenen

Lu lu rokken gaard støt i moders stue
og jo mere vinden slaar dermer faar arnen luer

/Slut

Nu er jeg ved at være en gammel gubbe, næsten 88 aar. Min tid er snart forbi, men det gør ikke noget. Jeg synes at have oplevet mange ting, og spændende ting, både af det gode og onde, mest af det første, jeg har haft mange gode aar sammen med min hustru og mine børn. Jeg vil slutte med haabet og ønsket, om at vores efterkommere langt ud i fremtiden maa leve et lykkelig liv i et frit Land- Danmark.

Tak.

Man siger at vort sprog er en Spurv i Tranedans, en Ugle mellem sydens Nattergale, men ingen anden tone dog fængsle kan min sans og ingen kan som det til hjertet tale, og ingen anden lyd har en saadan himmelsk klang, som den min moders stemme alt ved min vugge sang, som dem min elskede hviskede i mit øre.

Alfred Poulsen

Jeg har lagt vægt paa at genfortælle det min Far har skrevet og den maade han har formuleret det på.

Tekst. Alfred Poulsen
Redaktør. Poul Poulsen, tlf. 97512111, Væselvej 60, 7800 Skive
Stavekontrol. Irene Poulsen – Microsoft
Tryk PP – Skive 25 eksemplarer i Første oplag. Anden oplag 10 eksemplarer

Efterskrift.
Torsdag den 5 August 2004 døde Alfred Poulsen på Skive Sygehus efter kort tids sygdom. Og blev begravet på Tøndering Kirkegård. Tirsdag den 10 August kl. 13

Poul Poulsen