Mandag gæstede Andreas Steenberg (RV), Skive-kredsens lokale folketingskandidat, Salling. Her delte han foldere ud, og fik en snak med de forbipasserende vælgere, sammen med den lokale vælgerforening.
Andreas er, ifølge altinget.dk, den store favorit til at overtage det vestjyske radikale mandat, efter det mangeårige folketingsmedlem Johs Poulsen. Det hænger blandt andet sammen med, at Andreas er opstillet i den meget stærke radikale Skive-kreds. Dertil kommer, at Andreas også anbefales af tidligere folketingsmedlem fra Skive, Poul Erik Christensen:
– ’Jeg vil meget varmt anbefale at stemme personligt på Andreas Steenberg. En stemme på Andreas er en stemme FOR det samarbejdende folkestyre og MOD blokpolitik’ Udtaler Poul Erik Christensen
Det meste af mandag var Andreas så at finde foran brugserne i Balling, Lem og Rødding, hvor han delte sine foldere ud.
– ’Skive-kredsen er en stærk og traditionsrig kreds for en radikal kandidat. Med de store traditioner følger også et stort ansvar. Derfor er det også vigtigt for mig at komme ud i hele kredsen og tale med vælgerne.’ udtaler Andreas Steenberg.
Det lokale engagement
Andreas Steenberg, der til dagligt sidder i Regionsrådet i Region Midtjylland, har tidligere kæmpet for sager i lokalområdet. Blandt andet læreruddannelsen i Skive, som han kæmper for at bevare.
– ’Det er utrolig vigtigt, at vi investerer i uddannelse – især også her på Skive-egnen. Det er Danmarks fremtidige råstof, og, i mine øjne, den bedste vej ud af krisen. Både på kort og lang sigt. Derfor skal man også kunne tage en videregående uddannelse uden for storbyerne. Blandt andet skal vi omlægge takst-systemet så det bliver lettere for de mindre uddannelser at klare sig’
Udover Skive-kredsen, er Andreas også opstillet i Herning.