Vedr. tv- udsendelse på DR1 d. 25.01.2012 i Magasinet Penge: ”De dyre landsbyer”.
En udsendelse i tv den 25.01.2012: Et misligholdt hus, en kort bemærkning fra en gæst i huset, et vejskilt med navnet Selde og en negativ journalistisk vinkling på livet i landsbyerne – det vækker Seldes beboere til dåd: To læserbreve i Skive Folkeblad og en skriftlig klage med opfordring til underskrift samler 200 underskrifter i løbet af fem dage i den stedlige brugsforening.
Bølgerne går højt – man besinder sig på de mange værdier, man har i Selde (se vedhæft). Værdier, der tages som en selvfølge til daglig. Måske bliver man sig bevidst, at der er noget at kæmpe for, hvis man skal bevare sit liv i en af de ”dyre landsbyer”. Måske bliver man sig bevidst, at man må gøre mere end kun at leve sin egen lille bekvemme hverdag. Måske bliver man opmærksom på, at man ikke kun kan lade ”ildsjælene” kæmpe for at holde gryderne i kog og sørge for, at mulighederne her opfylder moderne menneskers krav til en meningsfyldt tilværelse, så beboerne er tilfredse og nye har lyst til at bosætte sig og sikre byen en størrelse, som gør det muligt ”at overleve” som den største by i Nordøstsalling.
Der er virkelig noget at komme efter i landsbyen Selde og omegn – som tilflyttere fra hovedstadsområdet og med rødder i Berlin, har vi øje for de store vidder, de fine offentlige faciliteter, de overkommelige boligpriser, det velpassede vejnet, de mange kulturelle tilbud indenfor en ”radius på 30 minutter”, sammenholdet blandt mennesker, som kender hinanden på godt og ondt. Her behøver man ikke at deltage i mediernes jagt på ”kendte” – man får alle historierne fra ”det virkelige liv” bare man går ned i Brugsen eller møder naboerne fx ved den regelmæssige ”fællesspisning i Kulturhuset”.
Måske vil der nu komme mere fokus på ”medborgeransvaret” i Selde, så opbakningen til de mange arrangementer og tiltag, som er planlagt i de kommende år, stiger.
Skive kommune bakker åbenlyst op om landsbyerne i Salling, men det er indlysende, at det er de steder, hvor folk finder sammen og skaber grundlag for vækst, der prioriteres. Lad os satse på, at Selde er en af de landsbyer!
Gunhild Juhr / Herman Jensen