Radikale Venstres landbrugsordfører, Andreas Steenberg, der er valgt i Midt- Vestjylland er tilfreds med, at regeringen vil omlægge landbrugsstøtten for 2,1 milliarder kroner i perioden 2015 til 2019. Han mener, at det er bedre at fokusere støtten i stedet for at smøre bredt ud. Pengene skal fordeles i efteråret og Radikale Venstre vil lytte til både de grønne organisationer og landbruget. Andreas Steenberg (R) mener, at pengene skal gå til projekter, der både fremmer natur og miljø og samtidig skaber vækst i landbruget.
’Natur- og landbrugskommissionen sagde klart, at mere vækst i landbruget kan gå hånd i hånd med mere natur og bedre miljø. Hvis man investerer rigtigt, og det har vi nu nogle penge til. Man kan eksempelvis give penge til landmænd for at stoppe med at dyrke de dårligere jorde fx ved Skjern Å og Limfjorden og dermed skabe bedre miljø og få mere natur. Til gengæld kan andre landmænd så gøde mere og skabe mere indtjening på de gode jorde, ‘ siger Andreas Steenberg og fortsætter:
’Det kan også være økologi, hvor salget heldigvis stiger, men landmændene har svært ved at skaffe penge til at omlægge til økologi. Indenfor ny teknologi ligger der også masser af muligheder for at kunne have flere dyr i staldene samtidig med at forureningen mindskes, fordi man tager ny teknologi i brug. Nu har vi penge at udvikle og investere for, og Radikale Venstre vil lytte til både grønne og landbrugsorganisationer. Som natur- og landbrugskommissionen siger, så kan natur, miljø og vækst i landbruget følges ad. Nu har vi pengene til at gøre det, ‘ siger Andreas Steenberg (R).