-kom og oplev Nikolaj Kirk og Tareq Taylor trylle med lokale råvarer
I forbindelse med fødevarefestivalen SANS2014, der i år løber af stabelen i Struer for femte gang, inviteres alle interesserede til at se, føle, dufte og smage, når producenter viser og sælger deres produkter og kendte kokke tryller med danske kvalitetsfødevarer. Også på Skiveegnen vil der være mulighed for at komme helt tæt på den danske kok Nikolaj Kirk i Glyngøre den 6. august og den svenske stjernekok Tareq Taylor i Skive den 9. august.
Via projektet Enjoy Limfjorden er Skive en del af festivalen, og SET (Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter) har derfor været involveret i en del af SANS2014, der fra at have været en lokal en-dags festival i Struer, i år har bredt sig over flere dage og fysisk over flere kommuner.
-I samarbejde med bl.a. Enjoy Limfjorden – der dækker Holstebro, Struer, Lemvig og Skive kommuner – vil der i dagene 6.-8. august være forskellige lokale optaktsarrangementer i form af bl.a. ”Spis lokalt for 250,-” og besøg af et par kendte tv-kokke, fortæller udviklingskonsulent Janne Kragh Pedersen fra SET.
Lørdag d. 9. august 2014 kulminerer festivalen med et stort fødevaremarked i Struer midtby og havneområde, hvor bl.a. Rødding – Æblets By deltager. Projektets ildsjæle vil fortælle om baggrund og idegrundlag samt om landsbyudvikling.
Som en del af optaktsarrangementerne byder Fur Strand Hotel – i lighed med 6 andre spisesteder i Enjoy Limfjordens område – på en fast menu til 250 kr. Den spændende menu med lokale råvarer kan fås på hotellet både den 7. og 8. august.
-Og så var der jo det med tv-kokkene, husker Janne Kragh Pedersen. -Lokalt får vi besøg af både Nikolaj Kirk og den svenske Tareq Taylor, der begge to forstår at sælge budskabet og få publikum med – så vi håber selvfølgelig, at mange har lyst til at se de to trylle med egnens mange spændende råvarer.
Nikolaj Kirk vil være at finde hos Glyngøre Shellfish i Glyngøre onsdag den 6. august kl. 14.00, hvor han laver en ret med muslinger, rejer og fisk.
Nikolaj er nok mest kendt fra madprogrammet ”Nak og Æd”, hvor han (citat nikolajkirk.com) ”flytter maden helt ud på grænsen… der hvor man lever uden regler”. Ud over at være kok, er Nikolaj også kogebogsforfatter, foredragsholder m.m.m.
På BBC Lifestyle startede primo juli anden sæson af den svenske TV-kok Tareq Taylors serie Nordic Cookery, der når ud til 80 mio husstande i 25 lande. –Og allerede tredje episode handlede om mad, mennesker og natur i de fire kommuner i Enjoy Limfjorden, siger Janne Kragh Pedersen, der uddyber: -Her blev vist klip fra Glyngøre Shellfish og et længere indslag fra Fur, hvor Tareq Taylor bl.a. lavede mad på toppen af klinterne – med Knudeklint som effektfuld baggrund.
Det er derfor fin timing, når Tareq Taylor den 9. august er tilbage i Skive for en kort bemærkning, idet Rådhustorvet i Skive kl. 10.30 lægger kulisser til hans tryllerier med hummer, muslinger og østers.
På SANS2014 hjemmesiden kan interesserede downloade et særligt Nordic Cookery opskriftshæfte, som Tareq Taylor har udviklet til Sansefestivalen.
-Alle fire dage sætter SANS2014 fokus på kvalitetsfødevarer, økologi, fremtidens fødevarer, madspild og det nordiske køkken, lyder det fra udviklingskonsulenten, der slutter med en opfordring: -Kom og oplev Nikolaj Kirk og Tareq Taylor. Og bliv inspireret til selv at bruge de lokale produkter.