Efter grundig forberedelse har Tina Krarup netop startet firmaet PolsterDESIGN, hvor hun løser opgaver for såvel virksomheder og private som for kirker. Den 40 årige Tina Krarup er uddannet som butiksassistent i Nørregades Varehus i Skive og har derfor – ud over mange års arbejde som møbelpolstrer – en grundlæggende viden om både salgsarbejde og metervarer.
-Jeg har i mange år haft en drøm om at blive selvstændig og synes at tiden var inde nu, hvor ungerne er ved at blive store, fortæller Tina Krarup, der uddyber: -Jeg er yderst velforberedt, da jeg det seneste år målrettet har arbejdet hen mod at springe ud som iværksætter, bl.a. via sparring med en etableringsvejleder hos Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter, et meget givende og relevant iværksætterkursus hos SET og via mit store kontaktnet indenfor branchen.
Privat bor Tina Krarup i Solhaven i Skive, er gift og har 4 børn. De seneste 20 år har hun arbejdet på forskellige møbelfabrikker – heraf 10 år med speciale i polstring af løse hynder til kirker.
PolsterDESIGN er startet i ETA-TAU på Frisenborgvej i Skive og Tina Krarup ved allerede nu, at hun senere på året skal overtage et ældre polsterfirma i oplandet.
-Ompolstring giver kreative muligheder for farve- og stofvalg – uanset om det gælder møbler i mødelokale, kontor, kantine, klinik eller arvestykkerne fra bedsteforældrene, der ikke helt passer til husets øvrige møblement, konstaterer Tina Krarup, der fastslår, at det ikke nødvendigvis behøver at være de polstrede møbler, der trænger til et nyt look. -Også nyt betræk på de løse hynder i kirker, forsamlings- og menighedshuse eller i campingvognen og båden kan skabe stor visuel forskel, understreger hun.
Ifølge Tina Krarup er der nærmest uanede muligheder for at trylle med stof og farver. For virksomheden kunne det måske være en ide at tilføre et indtryk af innovation og nytænkning ved at tilpasse de eksisterende møblers udtryk og farve til virksomhedens eget brand og farver.
-Når det gælder designer- og arvemøblerne ompolstrer vi med stor respekt for det originale møbel, pointerer Tina Krarup, der forklarer: -Ved en ompolstring forlænges møblernes levetid, men det er mindst lige så vigtigt, at polstringen ikke overtager møblet fuldstændig. Ompolstringen skal få de gamle møbler til at træde i karakter, så de tilfører hjemmet et unikt smukt og personligt udtryk.
Tina Krarup brænder for sit arbejde og gør en dyd ud af at give hver enkelt kunde reel rådgivning om både de praktiske og de prismæssige muligheder – uanset om kunden kommer med en ordre på hynder til 300 konferencestole, en ompolstring af en dyr designersofa eller den løse hynde til bedstefars gyngestol.
-Jeg er utrolig glad for, at PolsterDESIGN endelig er blevet virkelighed, siger en glad Tina Krarup, der glæder sig til at vise, hvor stor forskel det kan gøre i et hjem eller en virksomhed, når de gamle møbler får ny ”overfrakke”.
PolsterDESIGN
Tina Krarup
Frisenborgvej 8H
7800 Skive
Tlf. 4044 1470
kontakt@polsterdesign.dk
www.polsterdesign.dk