Artist talk på Skive Kunstmuseum – Peter Rolsted fortæller om kunsten bag ”Blot til pynt”

Oprettet Kategorier Lokalt nytKommenter artiklen

Onsdag den 30. september kl. 19

Hvordan bliver forsamlingshusfester, familieferier og porcelænsfigurer fra bedstemors vitrineskab til motiver i samtidskunsten? Det fortæller billedkunstner Peter Rolsted om, når han inviterer publikum med ind i sit kunstneriske univers til artist talk på Skive Kunstmuseum.

Artist talken tager udgangspunkt i Rolsteds aktuelle soloudstilling Blot til pynt, hvor han arbejder med genkendelige motiver fra det nære og familiære – men giver dem en mystisk, mytisk og til tider melankolsk dimension. I Rolsteds malerier bliver mennesker og genstande sidestillet, mens det sociale samspil ofte fremstår som en iscenesat scene. Festbordet, porcelænsfigurerne og de velkendte rammer bliver på den måde til noget både dragende og fremmedartet.

Fra vitrineskab til kunstmuseum

Under artist talken vil Peter Rolsted fortælle om værkerne i Blot til pynt og om sin kunstneriske praksis med det figurative maleri. Han vil blandt andet komme ind på, hvordan motiver fra kroen, forsamlingshuset og vitrineskabet har fået en central plads i hans kunst.

Rolsted beskriver selv sit kunstneriske univers som en måde at fortrylle den fælles fortid på:

”Mit univers er særligt vokset ud af kroen, forsamlingshuset og vitrineskabet. På malerierne er menneskene skubbet til hjørne. Billedfladen er domineret af musselmalede stel, sovseskåle, stofservietter, vinflasker og ikke mindst porcelænsfigurer; som er blevet et gennemgående motiv i mine værker. En måde at fortrylle vores fælles fortid ved at lade de fastfrosne figurer selv komme til live.”

Peter Rolsted er født i 1996 og har en bachelor fra Det Jyske Kunstakademi, hvor han i dag er i gang med sin kandidatuddannelse. Han har tidligere udstillet blandt andet på Kunsthal Aarhus, Rønnebæksholm og Charlottenborg. Blot til pynt er hans første soloudstilling på et kunstmuseum.

NYE SPOR på Skive Kunstmuseum

Blot til pynt er en del af Skive Kunstmuseums nye initiativ NYE SPOR, der giver plads til alternative udstillingsformater og yngre, up-coming kunstnere.

”Med NYE SPOR vil vi gerne skabe rum for kunstnere, der måske ikke har haft deres første store soloudstilling på et kunstmuseum endnu. Peter Rolsted er et rigtig godt eksempel på en kunstner, der arbejder med et stærkt og meget personligt billedunivers. Artist talken giver samtidig publikum mulighed for at komme tættere på kunstneren og høre hans egne tanker om værkerne,” siger Anja Høegh, udstillingsudvikler på Skive Kunstmuseum.

Blot til pynt kan opleves på Skive Kunstmuseum frem til 4. oktober 2026.

Peter Rolsted. Blot til pynt (Foto: MUSEUM SALLING)

Lokale tilbud

Nyeste annoncer

Lokalt nyt

Artist talk på Skive Kunstmuseum – Peter Rolsted fortæller om kunsten bag ”Blot til pynt”
Artist talk på Skive Kunstmuseum – Peter Rolsted fortæller...
Eskjær Hovedgaard holder Åbent Landbrug
Eskjær Hovedgaard holder Åbent Landbrug
Pro live wrestling på Salling!
Pro live wrestling på Salling!
Fra DR’s Kunstnerkoloni til Skive Kunstmuseum: Publikum kan møde kunstnerne på forhånd
Fra DR’s Kunstnerkoloni til Skive Kunstmuseum: Publikum kan møde...
Kulturfællesskab.
Kulturfællesskab.
“Jeg har fundet ud af, hvad jeg gerne vil”
“Jeg har fundet ud af, hvad jeg gerne vil”
Rustninger, håndværk og fællesskab: Derfor fascinerer middelalderen
Rustninger, håndværk og fællesskab: Derfor fascinerer midde...
Generøs overdragelse af værker til Skive Kunstmuseum
Generøs overdragelse af værker til Skive Kunstmuseum