Emilie Demant Hatt (1873-1958) var en usædvanlig spændende kvinde – maler, forfatter, etnograf mm. Kunstnerisk udviklede hun sig i løbet af 1930erne og 1940erne til at blive en anerkendt ekspressionistisk maler, men af forskellige årsager gik hun herefter i glemmebogen. I 1957 skrev maleren Elof Risebye således om hendes kunstneriske karriere: ”En vildfugl har flakset over dansk kunst!”.

Med støtte fra Ny Carlsbergfondet har Skive Museum (Museum Salling) erhvervet en stor samling af tidlige værker af Emilie Demant Hatt, fortrinsvis skitser men også enkelte malerier, fra en privat samler.

Modeller, portrætter, opstillinger. En af tegningerne med en lille seddel med ”Antaget prøve” hæftet på sig. Enkelte malerier. Mange af værkerne er forsynet med kunstnerens personlige kommentarer og noter. Der er tale om et omfattende materiale med stort forskningsmæssigt potentiale. Samlingen, som indeholder værker fra Emilie Demant Hatts unge år og studietiden i begyndelsen af 1900tallet, har tilhørt en person, hvis familie har haft en tæt tilknytning til kunstnerens søster Marie, der var bosat i den lille by Kauslunde på Fyn, hvor Emilie Demant Hatt og hendes mand Gudmund Hatt ofte tilbragte deres fritid.

Museet ejer i forvejen en stor retrospektiv samling af værker af Emilie Demant Hatt. I museets samling kan man følge kunstnerens udvikling fra ungdomsårenes forsøg på naturalistiske gengivelser af naturen, over 1910’ernes og 20’ernes afprøvninger af forskellige modernistiske udtryksformer og frem til de ekspressive malerier fra 30’erne og 40’erne.

Hvem var Emilie?

Emilie Demant var født i 1873 i landsbyen Selde nord for Skive, som købmandsdatter med masser af mod på livet og et brændende ønske om at blive kunstner – i en tid, hvor det ’rigtige’ kunstakademi kun var for mænd. Hun modtog undervisning på Emilie Mundt og Marie Luplaus’ Malerskole og blev i 1898 optaget på Kunstakademiets Kunstskole for Kvinder, hvor hun blandt andet fik maleundervisning af Frits Syberg. Hun debuterede på Charlottenborgs Forårsudstilling i 1903, og samme år var hun medstifter af Kunstnersammenslutningen Cirklen.

Hele livet var hun optaget af samernes kultur og levevis. Hun lærte sig samisk på universitetet og rejste flere gange til Lapland, hvor hun levede sammen med en samisk familie og deres rensdyrflok og vendte hjem med store oplevelser i bagagen og motiver i skitseblokken. I bogform bidrog hun til at udbrede kendskabet til samernes levevis og deres kulturhistorie, myter og sagn – et arbejde, som hun i Sverige blev anerkendt og bl.a. modtog Artur Hazelius-medaljen for.

Sammen med sin mand Gudmund Hatt deltog hun gennem årene i antropologisk feltarbejde i Norden og i Dansk Vestindien.

Fra naturalisme til stærk ekspressionisme

I begyndelsen af 1900-tallet udviklede Emilie Demant Hatt sig fra at male ’gammeldags naturalistisk’, som hun selv betegnede det, til et meget personligt og stærkt ekspressionistisk formsprog.

I 1930’erne og 1940’erne var hendes kunstneriske karriere på sit højeste. For eksempel skrev anmelderen Bertel Engelstoft i tidsskriftet Samleren i 1942: ”Dansk ekspressionisme ejer i Emilie Demant Hatt en af sine oprindeligste og betydeligste begavelser, en kendsgerning, som desværre ikke er almindeligt anerkendt”. Og i 1949 holdt hun sit livs største separatudstilling, det skete på Charlottenborg, og anmelderne var begejstrede. For eksempel skrev en anmelder: ”Emilie Demant Hatts kunst er en panteistisk bekendelse, hendes bedste billeder er hedenske altertavler. De hævder sig som nogle af de mærkeligste og stærkeste arbejder i dansk ekspressionisme. Det er på tide at man bliver klar over dette forhold”.

I tiden herefter gled hun ud af kunsthistorieskrivningen – af årsager, som sandsynligvis havde at gøre med, at hendes mand Gudmund Hatt under Anden Verdenskrig havde arbejdet for staten og efter krigen blev anklaget for at have været ’tyskervenlig’ og fik frataget sit professorat i kulturgeografi.

Efter hendes død i 1958 har der i enkelte perioder været fokus på Emilie Demant Hatts kunst og liv. Første gang i 1983 med en stor, retrospektiv udstilling på Skive Museum, med indlån af værker fra både Nordiska Muset og fra private samlere og med udgivelsen af en bog med titlen ”Emilie Demant Hatt. Blade til en biografi” (Jens Ole Lefevre, Skive Museum 1983). Og igen i 2002, da hendes dagbog blev opdaget af en Carl Nielsen-forsker på Det Kongelige Bibliotek og genoptrykt i bogen ”Forårsbølger – erindringer om Carl Nielsen” (John Fellow, Multivers). Endvidere er udgivet bogen ”With the lapps in the high mountains. A woman among the sami” (oversat af Barbara Sjoholm (The University of Wisconsin Press, 2013), som er en engelsk oversættelse af Emilies egen tekst (Med lapperne i højfjeldet, fra 1913), og bogen ”Vildfuglene. En biografi om Emilie Demant Hatt og Gudmund Hatt” (Helle Askgaard og Dorte Smedegaard, Multivers 2016).

Foruden Museum Sallings kunstsamling er Emilie Demant Hatt repræsenteret på Nordiska Museet i Stockholm.