LOVE LIFE // Fra 5. oktober
ArtCinema4 i KulturCenter Skive (KCS) viser nu filmen ‘Love Life’, der er et japansk drama om sorg og skyld.
Dramaet, der var nomineret til Guldløven i Venedig, følger Taeko, der bor sammen med Jiro og sin seksårige søn, Keita, fra et tidligere forhold. Da en ulykke tager drengen fra hende, bringes spøgelser fra fortiden frem i lyset.
Efter tragedien dukker hendes forhenværende mand og Keitas far, koreaneren Park, nemlig op.
Taeko kæmper i sorg og fortvivlelse mod fordommene, bebrejdelserne og tabet af sin søn, imens hun klynger sig til en flig af håb for fremtiden, da hun i det stille påtager sig at hjælpe den døve og hjemløse Park med at komme på ret køl.
Filmen er instrueret af Koji Fukada, der tidligere blev belønnet med Juryprisen, ‘Un Certain Regard’ på filmfestivalen i Cannes med filmen ’Harmonium‘ i 2016.
THE MIRACLE CLUB // Fra 7. oktober
ArtCinema4 i KulturCenter Skive (KCS) er nu klar med filmen ‘The Miracle Club’ handler om fire kvinder, der på en tur til Lourdes i Frankrig opdager hinandens venskab og personlige mirakler.
Den hjertevarme fortælling er drevet af garvede skuespilskræfter, heriblandt Maggie Smith og Kathy Bates. Sammen med Agnes O’Casey kan de ses i rollerne som de tre veninder Lily, Eileen og Dolly, som lever en rolig tilværelse med deres ægtemænd i en forstad til Dublin i 1960’ernes Irland.
Pludselig får de chancen for at rejse til Lourdes, hvor besøgende valfarter til for at opnår personlige mirakler.
Da Chrissie, der spilles af den Oscar-nominerede Laura Linney, dukker op i landsbyen til sin mors begravelse, ripper det op i gamle sår.
Hun beslutter sig for at tage med til Lourdes, selvom hun ikke har set sin mors veninder, siden hun forlod byen som teenager. Hendes splittede forhold til både dem og sin mor kommer snart op til overfladen. Det bliver hurtigt klart, at tiden ikke læger alle sår, men måske er miklernes tid alligevel ikke helt forbi?
TROLLS – SAMMEN IGEN // Fra 8. oktober
Nu kommer den 3. animationsfilm om ‘Trolls’ – de små trolde med det farverige hår i Cinema4 i KulturCenter Skive (KCS).
Efter to film fyldt med venskab, glimmer og en masse flirt er Poppy og Branch nu officielt, endelig, et par! Efterhånden som de lærer hinanden at kende, opdager Poppy, at Branch har en hemmelig fortid som medlem af hendes yndlings boyband – fænomenet BroZone – med de fire brødre: Floyd, John Dory, Spruce og Clay.
BroZone gik – ligesom familien – i opløsning, da Branch stadig var en baby, og Branch har ikke set sine brødre siden.
Men da Branch bror Floyd bliver kidnappet på grund af sine musikalske talenter af et par skumle popstjerneskurke – Velvet og Veneer – må Branch and Poppy begive sig ud på en oplevelsesrig og følelsesladet mission for at genforene de andre brødre og redde Floyd fra en skæbne, der er endnu værre end popkulturel forglemmelse.
Figurerne er, ligesom i de to forgående film Trolls og Trolls på verdensturné, baseret på de danske Gjøl-trolde, som Thomas Dam skabte i 1959.
HYGGE! // Fra 13. oktober
Cinema4 i KulturCenter Skive (KCS) har til hele familien i efterårsferien den danske film ‘Hygge!’, der er et komediedrama om noget af det. vi danskere er allerbedst til.
Filmen handler om en gruppe venner, der under et middagsselskab starter en festleg, hvori alle skal dele alt fra deres telefoner. Hemmelighederne vælter ud, og truer med at ødelægge det vigtigste af alt – hyggen!
På rollelisten finder man bl.a. Sofie Torp, Joachim Fjeldstrup, Jesper Groth og Nicolai Jørgensen. Filmen er instrueret af islandske Dagur Kári, der tidligere bl.a. har stået bag Virgin Mountain.
‘Hygge!’ er den tredje i Biografklub Danmark.