Stemningsmættet musik vil lyde fra scenen fra aftenens starten af Midtjyllands største oktoberfest. Kortklubber, firmaer, venner, naboer og ølklubber har for længst sikret sig, at de kommer til at sidde sammen. Fadøllet vil skumme i krusene – og ligesom mindst 90 procent af de fremmødte vil personalet være iført lederhosen og dirndl, når de serverer øl og Jägerbombs.
Den næste oktoberfest i KCS løber af stablen i KulturCenter Skive (KCS) igen fredag den 6. oktober, og lige nu ligger arrangementet i toppen blandt kulturcentrets bedst sælgende arrangementer i efteråret.
”Oktoberfesten er nok den fedeste aften, vi har på programmet. Stemningen er helt fantastisk fra start, og vi har aldrig oplevet at servere så meget mad og få ryddet af bordene så hurtigt, for det er simpelthen festen, og ikke menuen, det handler om. Folk er bare glade og danser på bordene”
Det fortæller restaurantchef i KCS, Annabell Madsen, der næppe kommer til at glemme sin første Oktoberfest i 2022. Samme dag kunne hun fejre sin 25-års fødselsdag.
”Jeg havde aldrig forestillet mig, at min fødselsdag kunne blive så festlig,” siger Annabell Madsen om den stemningsmættede, festlige og udsolgte aften, der sprængte alle skalaer i fjor.
Alt tyder på, at det bliver lige så festligt i år, hvor der naturligvis bliver wienerschnitzel, levende tyrolermusik, danske slagere og ”skålesange” i en kulisse, der er tæt på den, der modtager gæsterne ved de tyske ølfester.
Restaurantchefen er klar med en nyskabelse, som er et ”must” ved mange fester på Skive-egnen, men det er også et udtryk for, at Annabell Madsen lytter til gæsterne i KCS.
”Som noget nyt bliver der mulighed for at købe søm, så man kan slå søm, og det er der mange, der har efterspurgt. Hvis man ser samlet på arrangementet, er jeg derfor ikke i tvivl om, at vi er godt på vej til at gentage sidste års succes. Hvis man så også ser på det pres, der er på billetsalget, hvor der alene i dag er solgt 50 billetter, skal man med over 400 solgte billetter nok heller ikke tøve for længe med at købe billet,” siger Annabell Madsen.
For gæsterne, som altså i de fleste tilfælde vælger at være klædt i lederhosen og dirndl, dækker billetprisen middag og fri bar med øl, vand og vin i seks timer.
Desuden indsættes busser fra Thisted og Nykøbing, så thy- og morsingboer for blot 100 kr. pr. person kan komme ud og hjem – uden at skulle sikre sig en chauffør.
Sådan lyder hele opskriften på Midtjyllands største oktoberfest i KCS, og restaurantchefen glæder sig sammen med sit hold til en herlig aften.