Skivebogen fortæller historien om én af årets mest omtalte bygninger i Skive

Oprettet Kategorier Lokalt nytKommenter artiklen

Det blev et dyrt besøg hos en barber i Skive, som Chresten Madsen Ladefoged aflagde i 1908. Han boede ellers i det nordtyske, hvor han var én af de store kreaturhandlere. Mens barberen var i gang med at fjerne skægstubbene, læste Ladefoged i en annonce i Jyllands-Posten, at den store proprietærgård i Resen, Marienlyst, var til salg.

Efter kort tid var han den nye ejer af gården, og han vendte tilbage til sin hjemegn og den store gård, der blev i familien Ladefogeds eje gennem to generationer frem til 1969, hvor Skive Kommune købte Marienlyst.

Det er Skivebogens redaktør, Henning Just, der i årets udgave af den lokalhistoriske årbog, Skivebogen, fortæller historien om én af de mest omtalte, bevaringsværdige bygninger i Skive i 2025:

Resens fine gamle proprietærgård, Marienlyst, som snart bliver revet ned for at gøre plads til 90 nye boliger i Marienlyst Park. Entreprenørfirmaet Kaj Ove Madsen A/S købte ellers gården i 2021 på den betingelse, at hovedbygningen skulle bevares, men i 2025 fik entreprenørfirmaet alligevel tilladelse til at rive bygningen ned.

Den store gårds historie går tilbage til midten af 1800-tallet, og den er blevet til gennem opkøb af adskillige nabogårde. Gården er opkaldt efter den første ejer, købmand Carl Johan Skovgaards hustru Marie.

I årets udgave af Skivebogen, der er den 116. udgave siden den første udkom i 1909, kan man også læse om Svend Aage Hansen, der som to-årig i 1920 blev det første barn, som blev indskrevet på det helt nye Sabroes Børnehjem i Fredensgade i Skive.

Han var født i København som søn af en enlig mor, mens hans far formentligt en fremtrædende mand fra Skive, for i modsætning til de andre børn på hjemmet, betalte en anonym person for hans ophold til han var 14 år.

Historien om Svend Aage Hansen og Sabroes Børnehjem, som i dag er en del af Friskolen i Skive, fortæller hans datter, Birgit Hansen,

Birgit Hansen har de seneste 40 år boet i USA, men er hyppigt på besøg i sit hjemland, og hun besøger Skive i anledning af udgivelsen af Skivebogen.

I sin beretning fortæller hun også, at børnehjemmet blev til virkelighed, fordi arvingerne efter den markante socialdemokratiske politiker, Peter Sabroe, der døde ung i 1913 i en togulykke, donerede 33.000 kroner til byggeriet af Sabroes Børnehjem. Sabroe var en nær ven af H. P. Hansen, der både var medlem af Skive Byråd og Folketinget – og i øvrigt også redaktør af byens socialdemokratiske dagblad.

Mange lokaliteter i det, der i sin tid udgjorde Fjends Herred, bærer navne, som direkte eller indirekte er knyttet til dronning Margrethe:  Margrethevolden, Dronning Margrethes Vej, Margrethes Grøft og Dronning Margrethes Høj er blot nogle af eksemplerne.

Dertil kommer en række overleverede sagn og fortællinger fra Middelalderen, der understøtter teorien om, at en eller flere dronning Margrethe’r på et tidspunkt har befundet sig i Fjends Herred. Den historie dykker Bjarne Nørgaard fra Stoholm ned i.

Passager- og stykgodsskibet Mathilte sejlede fra 1924 og frem til 1949 i fast rutefart mellem Lemvig-Skive-Aalborg og København. I anledning af 80 års-dagen for Danmarks befrielse har journalist og forfatter Merete Just gravet ned i Mathiltes historie og fundet ud af, at Mathilte var et vigtigt led i modstandsbevægelsens net af flugtruter til Sverige. Omkring 600 modstandsfolk og jøder – heraf adskillige fra Skiveegnen – reddede sig ved Mathiltes mellemkomst i sikkerhed for Gestapo.

Poul Riis Jensen kæder i sin artikel i bogen nutidens debat om udkanten sammen med tre voldsomme forsøg på oprør mod konge-, kirke- og statsmagt tilbage i Middelalderen – blandt andet Skipper Clements oprør i 1534. Lokalt førte det til, at Spøttrup Borg blev stukket i brand af oprørerne, og at bønderne i Brårup blev straffet for at støtte oprøret ved, at deres marker blev inddraget som bymarker under de kongetro i Skive by.

Skivebogen fortæller også historien om den nyrenoverede hollændermølle i Roslev og at Vestsalling-banens første motorvogn fra 1924 nu kan ses på Danmarks Jernbanemuseum i Odense.

Skivebogen kan købes hos byens boghandlere.

Lokale tilbud

Nyeste annoncer

Lokalt nyt

Føles din hverdag som leder som en kamp? Du er ikke alene. Kun Amatører spiller kamp hele tiden. Også i ledelse
Føles din hverdag som leder som en kamp? Du er ikke alene. Kun...
Ny udstilling på Gl. Skivehus – Historien om Skive
Ny udstilling på Gl. Skivehus – Historien om Skive
Familierundvisning – for børn og deres voksne
Familierundvisning – for børn og deres voksne
Velkommen til de 2 indiske musikere
Velkommen til de 2 indiske musikere
Havevandring i Spøttrup Borgs lægeurtehave og park
Havevandring i Spøttrup Borgs lægeurtehave og park
Påskeudstilling på Karolines Hus
Påskeudstilling på Karolines Hus
Slow Looking – En kunstpause i hverdagen
Slow Looking – En kunstpause i hverdagen
Skive Billedskole åbner dørene for nye åbne værksteder for unge og voksne
Skive Billedskole åbner dørene for nye åbne værksteder for...