Søndag den 18. august kl. 14
Når Herregårdenes Dag løber af stablen den 18. august, slår Spøttrup Borg dørene op for publikum sammen med 49 andre slotte og herregårde over hele landet.
På Herregårdenes Dag kan man deltage i et væld af forskellige aktiviteter og arrangementer over hele landet. På Spøttrup Borg kan man komme med på rundvisning og få fortællingen om Borgen gennem mange århundreder.
Den nuværende Spøttrup Borg er fra 1500-tallet og det nærmeste, man kommer en rigtig middelalderborg i Danmark. Omgivet af vældige volde ligger den smukt i landskabet, ud til Spøttrup Sø.
Rundvisningen begynder ved Velkomstbygningen kl. 14 og er gratis, når der er betalt almindelig entré til Spøttrup Borg.
Herregårdenes Dag skal være med til at sætte fokus på landets slotte og herregårde, som er en væsentlig, men ofte overset, del af den danske kulturarv.
Herregårdenes glemte kulturarv
I Danmark ligger over 700 herregårde spredt som et fintmasket net udover landet. Det danske landskab er formet af og med godserne, der gennem århundreder har været den væsentligste drivkraft på landet. De store gamle hovedbygninger ligger stadig i dag i landskabet som vidnesbyrd om godsernes enorme betydning – blandt andet som nogle af de største arbejdspladser i landområderne helt ind til midten af 1900-tallet.
”Herregårdenes rolle og kulturarv er desværre på mange måder glemt i dag. De fleste har nok set deres lokale slot eller herregård udefra, men kender ikke stedet, historien og betydningen, som godserne har haft gennem århundreder. Herregårdene udgør en vigtig del af vores fælles historie, som har haft betydning for natur og kultur i ethvert lokalsamfund, og de skal derfor være en del af folks bevidsthed. Målsætningen med Herregårdenes Dag er at åbne herregårde over hele landet for et bredt publikum en enkelt dag om året”, siger Marie Kirstine Elkjær, der er museumsinspektør ved Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum, som står bag initiativet til Herregårdenes Dag.
Foto: MUSEUM SALLING