Uge 44 var en omlagt uge, hvor eleverne i 6. klasse skrev avis. De var tilmeldt „Skriv til avisen“ 2010. Emnet var KØN – hvor nogle kun tænker på udseendet og andre på roller som forholdet mellem drenge og piger, mænd og kvinder, fædre og mødre.
Ordet kan vendes og drejes i mange retninger og det har givet inspiration til artiklerne i deres avis, der skal fylde fire A3 sider, dvs. en forside, to midtersider og en bagside. Eleverne har selv besluttet avisens indhold og form. De skrev journalistisk, illustrerede, fotograferede, redigerede og layout’ede.
Dog er det en konkurrence, hvor eleverne kan vinde præmier både lokalt og i landsfinalen, men i 6. klasse var der lagt stor vægt på processen.
De startede hver dag med et redaktionsmøde med kaffe, kakao, the og boller, hvor der blev briefet om dagens opgaver og skoledagen sluttede med et kort møde, hvor der blev skrevet i logbog, hvad morgendagens opgaver var.
Eleverne levede sig meget ind i arbejdet. De arrangerede interviews i Skive og i Rødding – selv pigerne mødte op med makeup og i højhælede sko.
Mvh.
Klasselærer
Vibeke Würtz
Fotograf: Bjarne Kanstrup
Artiklen er bragt på SallingWeb med tilladelse fra Spøttrup Ugeavis.